Parcelhuset og Nærum bliver skiftet ud med et byhus med tjenestefolk og en storby, når Fogh og frue flytter deres liv til Belgien.

Et smukt belgisk byhus i en lille privat enklave beboet af diplomater, ambassadører, politikere og udenlandske forretningsfolk beliggende lige på kanten af Bruxelles’ store park Bois de la Cambre. 500-600 kvm og små 10 værelser. Tjenestefolk, der adlyder fruens mindste vink, og en chauffør, der fragter generalsekretæren rundt.

Hverdagen bliver en noget anden i Bruxelles end i Nærum for familien Rasmussen, når Anders Fogh Rasmussen skifter statsministertitlen ud med titlen som generalsekretær i Nato.

For en generalsekretær-frue vasker ikke sine egne gulve eller laver sin egen mad.

- Der hører helt sikkert tjenestefolk med til den form for husholdning – det er jo et meget stort og standsmæssigt flot hus, så der er hjælp til at klare det. Jeg vil tro, at der er 500-600 kvm beboelse, fortæller tidligere Nato-ambassadør Gunnar Riberholdt, som har boet over for generalsekretærens tjenestebolig i Bruxelles.

Læs videre herunder

Luksuriøst rækkehus
- Det er et meget smukt hus – en slags luksuriøst rækkehus. Der er en baghave, som rækker ned mod parken. Det er et skønt sted at bo, siger Gunnar Riberholdt.

Foghs nye bolig ligger i et af Bruxelles’ dejligste kvarterer – helt tæt ved en stor park, hvor statsministeren formodentlig kan begynde dagene med sine elskede løbeture. Og Anne-Mette kan da også bruge parken, hvis hun skulle få lyst til at danse. Midt i Bois de la Cambre ligger nemlig et kæmpe diskotek.

Faktisk er Bruxelles et smørhul for en frilufts- og sportsmand som Anders Fogh Rasmussen. Det tager blot 45 minutter i bil at komme til Ardenner-bjergene, hvor Fogh kan nyde en anden af sine store interesser, nemlig mountainbike.

Og motion skal der formodentlig også til, for at Fogh kan komme helskindet gennem de timelange maratonmøder, der præger Bruxelles’ diplomatiske liv. Foghs 15-minutters møder bliver en saga blot – fremover er møder på 10-12 timer ikke sjældne.

Men for Anne-Mette er der bestemt også noget at komme efter, selv hvis Fogh arbejder meget, fortæller Gunnar Riberholdt.

- Bruxelles er gået fra at være en lille hovedstad i et lille land til at være en metropol med masser af slag i.Der sker en masse kulturelt, og stemningen er meget international.

Og man skal ikke gå langt fra adressen på Square du Bois, før man når nogle af Bruxelles’ dejligste steder. Blot 15 minutters gang, og man står midt i et mekka af internationale designbutikker og hyggelige cafeer og restauranter. Den internationale by med de mange diplomater og forretningsfolk har dog også sin bagside. Den meget kontrollerede Fogh kan få svært ved at vænne sig til den afslappede stemning i byen. Ting tager tid, som en journalist fra byen fortæller. Og det er ikke unormalt at sidde fast i trafikken i op mod én time om morgenen.