Den radikale eksborgmester har sagt farvel og tak til københavnsk politik, uanset valgresultatet.

København. Den radikale forhenværende beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev har fået stemmer nok til at blive valgt ind i Borgerrepræsentationen i København.

1123 københavnske vælgere har stemt på den radikale profil, selv om hun inden valget har gjort det lysende klart, at hun ikke har tænkt sig at opretholde sit mandat.

Dermed bliver Anna Mee Allerslev valgt som nummer fem af de fem radikale, der får plads i Borgerrepræsentationen. Spidskandidat Mia Nyegaard får flest personlige stemmer blandt de radikale kandidater, nemlig 3844.

/ritzau/