Journalist Anna Libak siger til Politiken, at hun vil stille op til Folketinget for partiet Venstre.

Tidligere chefredaktør på Berlingske, Rusland-kender og nu måske også kommende folketingsmedlem.

Anna Libak har haft flere forskellige titler, og nu bliver den næste arbejdsplads muligvis på Christiansborg, hvor hun ønsker at stille op for partiet Venstre.

Det siger hun til Politiken.

- Ja, jeg vil i Folketinget for Venstre, siger Libak og uddyber.

- Jeg blev spurgt for lang tid siden. Først sagde jeg nej, det kan de bare glemme. Jeg havde det sådan, hvorfor skulle jeg melde mig til at blive upopulær. Alle skælder ud på politikere fra morgen til aften, og det gad jeg ikke.

Hun fortæller, at Venstre er det parti, hun er mest enig med, og som hun har stemt på flest gange.

- Det gik op for mig, at jeg ikke har bestilt andet end at være politiker i ti år uden ansvar. Det er en dyb bekvem situation - at være politiker uden ansvar - og så sagde jeg, nu er det nok, Anna, det går ikke.

- Det er latterligt, at du ikke gider stille op. Det er folkestyret, vi taler om, og jeg er så gammel, at jeg tør godt lide et nederlag, hvis det kommer dertil, siger Anna Libak til Politiken.

Libak har fået tilbudt en plads i Hillerød-kredsen, som hun tyggede på et par måneder, inden hun takkede ja.

Opstillingsmødet er 2. juli, så nu er hun i venteposition.

Libak har en kandidat i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet.

Hun er tidligere journalist på Information, redaktør på Weekendavisen og både udlands- og chefredaktør på Berlingske.

Hun forlod Berlingske i 2017, da hun ikke længere skulle være en del af chefredaktionen.

Ved fratrædelsen kritiserede hun ledelsen på avisen, som ifølge hende var for topstyret.

Efterfølgende blev hun vært på DRs program "Sidste nyt fra Østfronten", hvor hun analyserede situationen i Rusland, Kina og Nordkorea.

Libak har også både skrevet og oversat bøger og udgivet en digtsamling.

/ritzau/