Mandag kom det frem, hvordan 87-årige Anna Madsen var blevet efterladt i voldsomme smerter af en sygeplejerske, mens hun sad forvirret tilbage på stuegulvet med hvad der skulle vise sig at være et brækket lårben. 

Nu reagerer politikere på sagen, som Næstved Kommune selv har erkendt var en »stor fejl, der aldrig må ske.«

»Det er en rigtig grim sag, som man ikke forstår noget som helst af. Det er oprørende, og det gør ondt helt inde i hjertet,« siger ældreordfører for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, og fortsætter: 

»Man skal ikke være bange for at blive ældre i Danmark, og det er jeg fuldstændig overbevist om, at mange er. Jeg gør mig selv nogle tanker. Det er en falliterklæring.« 

Anna Madsen blev efterladt i voldsomme smerter under et besøg af hjemmeplejen. Ældreordfører kalder det en 'rigtig grim sag.' 
Anna Madsen blev efterladt i voldsomme smerter under et besøg af hjemmeplejen. Ældreordfører kalder det en 'rigtig grim sag.'  Foto: Privat
Vis mere

Det var Anna Madsens datter, Linda Beck Hansen, der i sidste weekend fik et opkald fra en sygeplejerske, der var på besøg hos hendes smerteramte mor.

»Sygeplejersken sagde, at hun blev nødt til at gå. At hun havde for travlt, og at jeg eventuelt kunne ringe til en ambulance. Jeg bor 12 minutter fra min mor, og bad hende vente på, at jeg kom. Det kunne hun ikke,« udtalte Linda Beck Hansen i den forbindelse. 

Hun har flere gange oplevet problemer med hjemmeplejen hos sin mor. Men denne episode fik hende til at miste tilliden. 

Og at en borger ikke længere har tillid til hjemmeplejen, mener Liberal Alliances nyudklækkede ældreordfører, Pernille Vermund, er et godt eksempel på, at man skal have et frit valg, når man bliver ældre:

»Hvis man oplever det, skal man frit kunne vælge et tilbud fra – og noget andet til. Det håber jeg også bliver tilfældet for den pågældende familie. Vi så gerne, at der både var private og offentlige tilbud, samt en gennemskuelighed i forhold til borgernes valg af pleje,« lyder det. 

Både Pia Kjærsgaard og Pernille Vermund fulgte derfor nøje med tirsdag, hvor regeringen præsenterede sit længe ventede udspil til en ny ældrereform. 

Her kom det blandt andet frem, hvordan man vil afsætte en milliard kroner ekstra til ældreplejen årligt, men at der vil være en lang indfasning frem til 2027-28. Reformen skal træde i kraft 1. juli 2025. 

Til tirsdagens pressemøde deltog også Enhedslistens ældreordfører, Runa Friis Hansen, der langt fra var tilfreds med planen. 

Hun mener, at sagen om 87-årige Anna Madsen er »tragisk og forfærdelig,« og at den kan være en konsekvens af et underprioriteret område: 

»Vi har set en gradvis udhuling af ældreområdet ude i rigtig mange kommuner gennem en årrække. Årsagen til dette er, at regeringen laver elendige aftaler med kommunerne (KL) og at området ikke har været en prioritet,« siger hun og fortsætter: 

»Det nye udspil er desuden pilskævt og økonomisk useriøst. Det kommer ikke til at løse en ældrepleje, der er hårdt spændt for.«