Hvorfor tilbyder Løkkefonden kun hjælp til udsatte drenge, spørger en borger, der har klaget til Ligebehandlingsnævnet. Det er noget pjat, mener Lars Løkke Rasmussen.

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) diskriminerer piger med Løkkefondens Drengeakademi, der tilbyder socialt udsatte og utilpassede drenge en hjælpende hånd.

Det mener en privat borger, der ifølge dr.dk har klaget til Ligebehandlingsnævnet, fordi akademiet ikke optager piger.

»Hvordan kan man i Danmark have en skole, der kun tilgodeser den ene halvdel af vores unge,« lyder det i klagen, men Lars Løkke Rasmussen afviser, at Drengeakademiet diskriminerer.

Det handler tværtimod om at skabe mere ligestilling, erklærer han.

»Hvis vi skal have ligestilling, er der nogle af de drenge, der ellers bliver hægtet af, der har brug for at blive løftet, så de kan klare sig lige så godt som pigerne,« siger Lars Løkke Rasmussen til dr.dk og understreger, at han er »oprørt« over, at Ligehandlingsnævnet har valgt at tage klagen op.

»Jeg synes, det var bedre, at vi alle sammen brugte pengene på noget andet, og jeg synes, vi skal se på, hvad det er for nogle sager, de behandler,« siger han.

Socialminister Manu Sareen (R) vil ikke kommentere sagen. Han påpeger over for DR Nyheder, at regeringen netop har igangsat et arbejde, der skal give Ligebehandlingsnævnet mulighed for at frasortere »kuriøse« sager.