De sidste år lukkede Anker Jørgensen ned. Hans død var ventet, men alligevel overrumplende, siger den nære ven og S-kollegaen Kirsten Gramm Mogensen.
At den tidligere statsminister Anker Jørgensen skulle sove stille ind i disse dage, 93 år gammel, havde tidligere lokalformand for S, Kirsten Gramm Mogensen, ikke forudset. Hun vidste godt, at familien på grund af hans tiltagende demens havde valgt at skærme af og lukke ned for besøg på plejehjemmet i de sidste år. Hun vidste også godt, at han før har været svækket, men han er altid kommet sig.
»Det berører mig dybt, at Anker ikke er her mere. Jeg har før troet, at nu - nu - ville det ske, men når det endelig gør, er det alligevel overrumplende. Anker var et meget specielt menneske for mig. Han var min ven, som jeg kunne føre timelange diskussioner med, men han også den far, jeg selv mistede som 19-årig,« siger Kirsten Gramm Mogensen.
Hun lærte Anker Jørgensen at kendte i begyndelsen af 90’erne, da hun var formand for den lokale partiforening i Haarby på Fyn. De faldt for hinanden som venner under de mange partikongresser, og siden besøgte han hende flere gange på Fyn, og hun ham - til sidst på Langgadehus Plejecenter i Valby, hvor han boede de sidste år.
»Jeg faldt for hans joviale væsen. Man fik altid en ærlig mening fra Anker, og man var aldrig i tvivl om, hvor man havde ham. Vi kunne klare den politiske verdenssituationen over en gang rødvin. 'Vi skal sgu da ikke i seng endnu', kunne han finde på at sige, selvom det var sent om natten og vi skulle tidligt op næste dag.«
Selvom Anker Jørgensen også til tider har måttet lægge ryg til hårde prygl om at have ‘kørt landet i sænk’ i sin regeringstid, så mindes Kirsten Gramm Mogensen særligt de unges beundring for den gamle socialdemokrat, som alle var på fornavn med. Som når han under sine besøg på Fyn kom stavrende henover perronen foroverbøjet med sine to stokke og blev spottet af en gruppe unge med et ‘Hey, det er da Anker’.
»Der samlede sig ofte sådan en kødrand af unge mennesker, som stod med deres mobiltelefoner og lige skulle have taget et billede med Anker. Han var en levende legende,« siger Kirsten Gramm Mogensen og tilføjer:
»Jeg sagde tit til Anker, om han så i den mindste ikke kunne få to ens stokke, men det havde alle andre, som han sagde. Det kunne han da tids nok få, mente han. På den måde var Anker helt sin egen.«
Til sidst gik besøgene ikke længere til Fyn, men kun den modsatte vej. Og det var ikke helt den samme Anker, Kirsten Gramm Mogensen mødte på plejehjemmet i Valby.
»Da jeg besøgte ham sidste gang, kiggede han på mig og sagde: ‘Du kan sgu da godt holde mig i hånden”. Ja, svarede jeg. 'Så gør det', sagde han. Og så knugede han min hånd så hårdt, at jeg ikke troede, han kunne give slip igen. Han var ikke helt sig selv til sidst. Han blev til tider sentimental på sin gamle dage. Alene det at vi havde en stor buket røde roser med til ham, kunne gøre ham rørt.«
For år tilbage oprettede Kirsten Gramm Mogensen en side på Facebook for Anker Jørgensen: 'Siden om og til Anker Jørgensen - Danmarks tidligere statsminister', som hun har vedligeholdt med historier, anekdoter og nyhedsklip. Men for tre år siden besluttede familien at lukke ned for besøg, og siden ebbede også telefonsamtalerne ud.
»Han blev jo dement til sidst og kunne ikke genkende folk. Derfor forstår jeg så udmærket, at familien valgte at lukke ned. Den sidste rest skal familien nu engang have, men jeg savnede vores samtaler, det gjorde jeg virkelig.«
