Tidligt onsdag morgen træder Anders G. Christensen fra Venstre ned ad en trappe.
Inden han får svaret 'ja' til, at han nu er regionsrådsformand for Region Midtjylland, trækker han vejret ind en ekstra gang, lægger hånden på brystet og puster ud.
»Bliver du svimmel?« spørger en journalist.
»Ja,« svarer han.
»Gik det først op for dig nu?«
»Ja, jeg tror først, at det gik op for mig nu. Pyha,« siger Anders G. Christensen, der fortæller B.T., at han »ikke kunne kontrollere det«.
Venstremanden mærkede godt »den berømte klump, eller hvad det nu er, da han tog de sidste skridt ned ad trappen.«
B.T. har ringet til Anders G. Christensen for at høre, hvordan han har det efter den lille seance på trappen i Regionshuset i Viborg.
»Jeg har fået sovet og fået tid til at få det til at synke ind, og nu har jeg det utroligt godt. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der skete. Ikke fordi jeg er sådan en jernmand eller stone face (iskold, red.). Jeg har også følelser,« siger han.
Anders G. Christensen understreger, at han er sund og rask.
»Det var så overvældende. Jeg tror kun, at jeg har været så overvældet, da jeg blev gift, og da vi fik mine tre børn.«
»Hjernen er jo en sjov størrelse,« siger han.
Anders G. Christensens triumf betyder, at regionernes mest magtfulde mand Anders Kühnau (S) er færdig som regionsrådsformand i Region Midtjylland.
Natten til onsdag blev Kühnau fotograferet, imens han sad alene på gangene i regionsrådshuset, mens hovedparten af spidskandidaterne fra Region Midtjylland forhandlede ifølge TV 2 Østjylland med Anders G. Christensen (V).
»Hold kæft, det er vanvittigt,« udbrød Kühnau ifølge mediet.
Og den følelse kan Anders G. Christensen godt sætte sig ind i.
»Det rumsterer i underhjernen, at jeg år tilbage tabte borgmesterposten efter otte år. Da jeg stod der på trappen og svejede tænke jeg 'wow, du kan godt Anders G.'«
Anders G. tilføjer, at han under trappeseancen havde været vågen i 30 timer.
Og fordi flere byer i regionen – Viborg og Aarhus – længe har været socialdemokratisk, så betyder sejren endnu mere for ham, lyder det.
»Og os politikere er jo også mennesker – og ikke robotter der står sådan VROV, VROV, VROV, VROV,« siger han.

