Anders Fogh Rasmussen besøger Taiwan i tre dage for at sætte fokus på relationer mellem EU og landet.

Tidligere Venstre-statsminister og Nato-topchef Anders Fogh Rasmussen bekræfter, at han skal besøge Taiwan.

Det sker fra 3. til 5. januar, oplyses det i en pressemeddelelse fra hans virksomhed, Rasmussen Global Consulting.

Besøget sker i regi af organisationen Alliance of Democracies Foundation, hvor Anders Fogh Rasmussen er formand.

Fokus vil være på støtte til Taiwan fra den demokratiske verden og tættere relationer mellem EU og det østasiatiske land, lyder det.

- Jeg besøgte sidst Taiwan i 1994 som et ungt medlem af det danske Folketing, siger Anders Fogh Rasmussen i pressemeddelelsen.

- Ændringerne i Taiwan de seneste 30 år har været massive. Ud over at være blevet en økonomisk styrke og kritisk for globale forsyningskæder har det også blomstret som et demokrati. Det er nu et fyrtårn for frihed både i regionen og hele verden.

Undervejs skal Anders Fogh Rasmussen møde Taiwans præsident, Tsai Ing-wen samt landets vicepræsident og udenrigsminister.

Videre skal han også mødes med parlamentarikere, civilsamfundsgrupper og demokratiaktivister.

Besøget sker, mens forholdet mellem Taiwan og nabolandet Kina længe har været betændt.

Spændingerne mellem Taiwan og Kina tog i år yderligere til, efter at den fremtrædende amerikanske parlamentariker Nancy Pelosi besøgte Taiwan i begyndelsen af august.

Hun er formand for Repræsentanternes Hus, det ene af de to kamre i Kongressen. Flere så derfor besøget som et symbol på USA's støtte til Taiwan.

Siden da har Kina skruet op for sine militære øvelser omkring Taiwan. De indebar prøveaffyringer af missiler og flere maritime øvelser omkring Taiwan.

Ifølge Kina er Taiwan en del af Kina, selv om øriget har sit eget parlament, og flertallet af befolkningen ønsker uafhængighed.

Øen fungerer de facto som sit eget land med egen forfatning, demokrati, regering og hær.

Anders Fogh Rasmussen er selv på kant med Kina.

I kraft af sin position som formand for Alliance of Democracies Foundation er han blevet forment adgang til landet. Det skete i 2021.

- Taiwans demokratiske transformation ville være imponerende uanset hvad. Men det faktum, at det er sket, mens der har været daglige trusler og provokationer fra en atombevæbnet nabo, gør det bemærkelsesværdigt, siger han videre.

Danmark har i mange år ført en såkaldt et-Kina-politik, hvilket betyder, at Danmark kun diplomatisk anerkender Kina, men ikke Taiwan.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) udtalte til Altinget 30. december, at han ikke blander sig i tidligere politikeres rejser. Men han var bekendt med besøget.

/ritzau/