Trækker Lene Espersen sig fra posten som politisk leder, når hun torsdag aften er tilbage i Danmark? Selv gruppemedlemmer, der for kort tid siden følte sig overbeviste om, at et lederskifte først ville finde sted på den anden side af et folketingsvalg, opererer nu med muligheden for, at det sker meget, meget snart.
Måske allerede i de kommende dage.
Justitsminister Lars Barfoed står klar til at tage over, selv om han for få timer siden med et ”uha – det er ikke aktuelt” forsøgte at nedtone sin rolle.
Under alle omstændigheder synes nedsmeltningen nær. Når først en stribe partimedlemmer går i offentligheden med deres kritik, bliver arbejdsvilkårene for Espersen for umulige. Skaden er, som også topfolk i Venstre på det seneste har noteret sig, uoprettelig.
Hvis månederne frem til valget skal gå med, at konservative tillidsfolk i medierne diskuterer, om Brian Mikkelsen eller Lars Barfoed skal tage over, kan resultatet blive, at de aktuelle målinger på fire-fem procent er for optimistiske.
Langvarig underminering
Undermineringen af Lene Espersen har været i gang længe, båret af frustration over elendige meningsmålinger, og onsdag blev et nyt dramatisk lavpunkt, da en stribe utilfredse partimedlemmer så gik i offentligheden med krav om Espersens afgang. Herunder den københavnske politiker Mogens Lønborg, der er Barfoed-støtte.
I et langt interview på TV2 News analyserede han sig frem til, at en regeringsrokade ikke er nødvendig. Lars Barfoed kan sagtens fortsætte som justitsminister – samtidig med, at han overtager Lene Espersens job som politisk leder. Espersen kan så fortsætte som udenrigsminister, mente Lønborg.
Vil ikke vente
At flere af Barfoeds støtter nu helt åbent forsøger at presse Lene Espersen til at gå, er udtryk for, at man i kredsen af utilfredse gruppemedlemmer har forladt den hidtidige strategi om at vente med et formandsskifte.
Hidtil har den udbredte holdning i folketingsgruppen været, at Lars Barfoed ville stå sig bedst med at starte fra et lavpunkt – efter valget.
Et skifte nu er da også stærkt risikabelt. Selv om Liste C skulle vinde et par procentpoint er det langt fra sikkert, at blå blok opnår flertal. Og Barfoed risikerer at tage over, mens der fortsat er uenighed om, hvorvidt han overhovedet er bedste mand til jobbet.
Onsdag aften bragte lokale partifolk således Brian Mikkelsens navn i spil.
Når presset for et lederskifte alligevel er eksploderet nu, skyldes det, at flere målinger tyder på, at omkring halvdelen af de nuværende politikere på Borgen mister deres taburetter ved det kommende valg. Heriblandt Brian Mikkelsen, der har været næstkommanderende i lang tid, og hvis alliance med Lene Espersen - etableret for mere end ti år siden - faktisk var med til at sætte stopper for blodbadet i 90erne.
Nu er indtrykket både blandt nogle konservative samt i dele af Venstre, at Brian Mikkelsen er ved at skifte side. Hans opbakning til Lene Espersen var da også alt andet end overbevisende, da han onsdag gav udtryk for, at Lene Espersen er den bedste leder ”lige her og nu.”
Giftpile
Men den konservative økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen er ikke den eneste, som ikke har demonstreret fuldtonet opbakning til lederen.
Da Lene Espersen i sommer fik heftig kritik for ikke at deltage i et EU-møde, kunne den tidligere udenrigsminister gennem mange år, Per Stig Møller, have bremset balladen i optakten ved at gå på TV og fortælle, at han heller aldrig havde deltaget i det pågældende møde. Det var der simpelthen ikke tradition for fra dansk side.
Men Møller, der var bitter over at være afsat og placeret i Kulturministeriet, holdt sin mund – og forfattede i stedet efterfølgende en mystisk kronik om prioriteringerne som udenrigsminister. Et indlæg i pressen, ingen på Christiansborg udlagde som en hjælp til Lene Espersen.
Hjælp var der heller ikke for nyligt, da Mads Lebech, tidligere konservativ borgmester på Frederiksberg, i pæne, sofistikerede vendinger opfordrede til, at man forholdt sig til den manglende opbakning . Nu var det ikke op til Mads Lebech selv at foreslå noget, fremhævede han blandt andet i Politiken. Men han ville dog godt sige, at ”Lars Barfoed da er et glimrende navn.”
Efterlønsdramaet
Den seneste uro i partiet brød ud, da partimedlemmer sukkende kunne konstatere, at Venstre og Lars Løkke Rasmussen havde snuppet De Konservatives mærkesag – afvikling af efterlønnen – og selv scoret på det efter nytårstalen.
Men kendsgerningen er, at forløbet omkring efterlønnen kun er en anledning til at gå på Lene Espersen.
Om den konservative leder så var troppet op på den smukke plads foran Marienborg, da Løkke holdt sin nytårstale, eller statsministeren i sin tale til nationen havde takket netop De Konservative for at presse ham til at foreslå en efterlønsafvikling, er det ikke sikkert, at lillebror i VK-samarbejdet havde fået noget ud af det.
Selv om den foregående leder kunne præstere det dobbelte i tilslutning, var det faktisk også et kendt fænomen under makkerparret Bendt Bendtsen / Anders Fogh Rasmussen, at det ikke var De Konservative, der formåede at høste gevinsten på strukturreform, skattelettelser, velfærdsforliget eller andre initiativer, som partiet længe havde presset på for skulle blive regeringens politik. Det var som regel bossen, der løb med æren.
På tjenesterejse
Det er skæbnens brutale ironi, at Lene Espersen onsdag befandt sig i Qatar – på tjenesterejse for blandt andet at deltage i et møde med sin amerikanske kollega Hillary Clinton.
Det var Espersens aflysning af at deltage i det arktiske topmøde sidste forår, hvor hun kunne have mødt Clinton, der blev begyndelsen til den brutale deroute.
I dag må det være en ringe trøst, at hovedparten af Lene Espersens kritikere faktisk ikke vil lægge al skyld på formanden alene – ej heller tale om en vis retfærdighed i forløbet.
Man konstaterer blot, at løbet er ved at være kørt.
