Analyse: Her er Helles alternative flertal

Helle Thorning-Schmidt får det meget sværere, hvis hun bliver statsminister efter næste valg, end Anders Fogh Rasmussen havde det i 2001.

Hun har ganske vist etableret et stærkt og tillidsfuldt samarbejde med SFs formand Villy Søvndal.

Men hun skal have finjusteret sin politiske gps, når hun skal navigere mellem de øvrige partier. Samarbejdsbetingelserne bliver meget mere komplicerede end dem, Venstre og De Konservative i ti år har haft med sit faste flertal Dansk Folkeparti.

ER ET REGERINGSSAMARBEJDE MELLEM S, SF OG DF OVERHOVED EN MULIGHED? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN. 

Socialdemokraterne vil danne regering med Socialistisk Folkeparti. De Radikale vil enten komme med i den regering eller være støtteparti. Enhedslisten vil være støtteparti. De fire partier vil tilsammen have et bekvemt flertal på 95 mandater mod blå bloks 80 mandater – ifølge det nyeste gennemsnit af meningsmålinger.

Men både De Radikale og Enhedslisten er gået stærkt frem i meningsmålingerne, mens SF er gået voldsomt tilbage. De Radikale står til 14 mandater mod 9 ved valget i 2007, og Enhedslisten står til 9 mandater mod 4 ved valget. SF står til 23, det samme som ved sidste valg, men det er et voldsomt dyk, siden de lå bedst i marts 2009, hvor de stod til 36 mandater.

Både De Radikale og Enhedslisten vil gå til opgaven med betydelig selvtillid. De Radikale har allerede indgået bindende økonomiske aftaler med Venstre og De Konservative, som også gælder efter valget, og de vil prøve at trække de økonomiske beslutninger så langt som muligt mod højre. Enhedslisten vil prøve at trække S og SF så langt som muligt mod venstre, og de har ikke tænkt sig at være lige så flinke, som partiet var fra 1993-2001, da det støttede Nyrup-regeringen. Enhedslisten har lært af DF og den store indflydelse, Pia Kjærsgaard har haft de sidste ti år. De vil også tage sig dyrt betalt for deres støtte.

Derfor kan Socialdemokraterne blive fristet af at benytte et alternativt flertal. S og SF har nemlig også flertal med DF. Og selv om DF fortsat står loyalt sammen med V og K, har DF også områder, hvor de kan blive enige med S og SF. S kan søge støtte hos DF til en hårdere udlændinge- og retspolitik, end den, de Radikale og Enhedslisten står for. Faktisk har det alternative S-SF-DF-flertal eksisteret længe, også i sidste valgperiode.

Mange vil sikkert tage sig til hovedet ved tanken om SF og DF i samme regering. Men faktisk har partierne en del til fælles. DFs socialpolitik minder om SFs, og SFs nye udlændinge- og retspolitik har bevæget sig i retning af DF.

Den tidligere VS-politiker og DR-chef Preben Wilhjelm var inde på tanken i en kronik i Politiken for et halvt års tid siden.

’Hvorfor danner S, SF og DF ikke bare regering,’ hed det i overskriften. Og regeringsalternativet kaldte Wilhjelm meget sjovt for AOF-regeringen, hvor partibogstaverne er sammenfaldende med forkortelsen for Arbejdernes Oplysnings Forbund.

’AOF-scenariet er et fast, solidt flertal af kun tre partier, som, når fordommene lægges til side, altså nøgternt betragtet, efterhånden ikke er så langt fra hinanden, men ikke desto mindre kan påberåbe sig at bryde med blokpolitikken og sikre samarbejde »hen over midten,’ skrev Preben Wilhjelm.

Det er ikke nogen naturnødvendighed, at DF ligge til højre. Partiets socialpolitik ligger til venstre, og det betragter sig som en form for midterparti, mens dets kritikere beskriver det som tilhørende det ’ekstreme højre’. Med S og SFs højredrejning på rets- og udlændingepolitikken må man erkende at DF de seneste ti år har fået alle partier bortset fra De Radikale og Enhedslisten til i forskellig grad at danse efter dets pibe.

I begyndelsen af DFs eksistens var der en del snak om, at partiet måske ville kunne samarbejde med Socialdemokraterne engang i fremtiden, når Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft ikke længere ledede partiet. Det kunne jo betyde nu, men det gør det absolut ikke.

Ifølge centrale DF-kilder vil S og SF få det særdeles vanskeligt. De må klare sig selv, lyder kommentaren til det alternative flertal. DFs strategi under en S-SF-regering vil være at lade dem sejle deres egen sø og håbe på et hurtigt nyvalg.

Det er der to hovedgrunde til:

For det første stoler DF simpelthen ikke på, at S og SF vil holde hvad de lover hvad angår udlændinge- og retspolitikken. De tror, at de to partiers strammere kurs kun er et skalkeskjul til de får magten, så vil de være meget blødere.

For det andet har DF ikke tillid til S og SFs økonomiske politik. De tror, at det kun er VK-planen, der kan redde Danmark gennem den økonomiske krise.

Samtidig skal Helle Thorning altså slås med genstridige samarbejdspartnere i R og Enhedslisten. Medmindre hun tager De Radikale med i regering. Men meningsforskellene er så store, at det vil være meget vanskeligt for Thorning og Vestager at skrive regeringsgrundlag sammen.