Det hele begyndte på fodboldbanen i 2005.

I TV2 Zulu-programmet 'FC Zulu' løb en række mænd i gule trøjer rundt på grønsværen og lignede det, man bedst kan forklare som 'bambier på glatis'.

En af dem, der har sværest ved at ramme bolden, er en mand ved navn Simon Emil.

Han er hverken den, der råber højest eller går forrest i tacklingerne.... ja, faktisk er han bange for bolden.

FC Zulu.
FC Zulu. Foto: Kristian Juul Pedersen
Vis mere

Men det skal vise sig, at vi kommer til at kende Simon Emil Ammitzbøll-Bille for noget helt andet end hans – ja, lad os være ærlige – elendige fodboldkunnen.

Siden FC Zulu har han nemlig haft sin daglige gang på Christiansborg, og her har politikeren lagt de egenskaber fra fodboldbanen, der kendetegnede ham, væk.

De seneste 14 år har han nemlig netop været en af dem, der har råbt højest, er gået forrest i tacklingerne og har ført an.

Og føre an gør han netop nu ved at stifte et nyt borgerligt parti:

Partiet Fremad.

Men Simon Emil Ammitzbøll-Billes dedikation og iver har også resulteret i et par bump på vejen.

Og et par partier.

Først Radikale Venstre. Så Borgerligt Centrum. Herefter Liberal Alliance. Og nu Partiet Fremad.

Forhåbentlig er fjerde gang lykkens gang for Simon Emil Ammitzbøll-Bille, for hver eneste afsked har haft sine uskønne detaljer.

Som da den nu 42-årige politiker i Radikale Venstre i 2008 fremførte en kritik af sit eget parti i avisen Berlingske.

Partifællerne var rasende.

»Han er meget illoyal. Jeg vil nødig sige mere, for jeg er meget vred,« lød det eksempelvis fra Radikale-koryfæet Marianne Jelved.

Folketinget, medlemmerne underskriver grundloven. Her Simon Emil Ammitzbøl, Det Radikale Venstre.
Folketinget, medlemmerne underskriver grundloven. Her Simon Emil Ammitzbøl, Det Radikale Venstre. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Kort tid efter var han løsgænger i Folketinget, men der gik ikke lang tid, før Simon Emil Ammitzbøll (som han hed frem til november 2017, hvor han føjede Bille til sit efternavn) igen trak overskrifter.

Borgerligt Centrum var navnet på et nyt parti, der desværre fik en kort levetid.

Interne uenigheder i partiet resulterede i, at Simon Emil Ammitzbøll meldte sig ind i Liberal Alliance i 2009, og her har han altså helt indtil efteråret 2019 været medlem.

Men i mellemtiden har han også trukket sin del af overskrifter om sit privatliv.

De sørgelige af slagsen og de glædelige af slagsen.

I august 2016 blev Simon Emil Ammitzbøll verden nemlig vendt på hovedet, da ægtemanden gennem 17 år, Henning Olsen, tabte kampen til kræften.

»Vi to har holdt sammen. Vi har talt sammen, vi har grinet sammen, men nu skal jeg græde alene,« sagde han blandt andet om tabet.

Simon Emil Ammitzbøll med den afdøde ægtemand, Henning Olsen, lørdag 14. januar 2012
Simon Emil Ammitzbøll med den afdøde ægtemand, Henning Olsen, lørdag 14. januar 2012 Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

Men midt i sorgen knyttede han sig til en gammel veninde, og pludselig var der noget, der ændrede sig.

Venskabet blev tættere. Mere nært. Og så tog Simon Emil Ammitzbøll den uundgåelige snak:

Hvad er det lige, vi har gang i her?

Simon Emil Ammitzbøll og veninden Kristine Bille var heldigvis enige: De havde gang i kærligheden.

»Hun er bare så sød og dejlig. Vi har altid været tætte, men nu er der opstået følelser, som er blevet til kærlighed. Det er dejligt at være forelsket igen og dejligt at have en at dele oplevelser og livet med,« sagde han til B.T. i juni 2017, da parret valgte at stå frem med den gode nyhed.

Glemt var den afdøde ægtemand bestemt ikke, og derfor bar politikeren også stadig rundt på vielsesringen, der symboliserer den kærlighed, som han og Henning Olsen delte.

Den gode nyhed om forholdet var også historien om en mand, der var gået fra et forhold med en anden mand til en kvinde, og det var også selv kommet bag på Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

»Jeg tror dybest set bare, at man må sige, at kærlighed er noget forunderligt noget. Jeg tror, man forelsker sig i et menneske. Det er i hvert fald sådan, jeg har det. Det er mennesket, som fascinerer,« sagde han i den forbindelse.

Kærligheden blomstrede igen i politikerens liv, og få måneder efter kunne han også krone sit cv med titlen som økonomi- og indenrigsminister under den borgerlige regering.

Og pludselig var Simon Emil Ammitzbøll og kæresten også både forældre og gift, Simon hed nu Ammitzbølle-Bille.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille og konen, Kristine Rishøj Bille. 15. april 2017
Simon Emil Ammitzbøll-Bille og konen, Kristine Rishøj Bille. 15. april 2017 Foto: Privat
Vis mere

Alt synes altså godt, men de seneste måneder er fortidens mange bump kommet igen.

Først fik Liberal Alliance et frygteligt folketingsvalg, der bankede partiet fra 13 til fire mandater, men i slutningen af oktober blev fire til tre, da Simon Emil Ammitzbøll-Bille meldte sig ud af partiet.

Men historien bag udmeldingen er – igen – en historie med drama og interne uenigheder.

Og igen blev ordet 'illoyal' brugt i forbindelse med Simon Emil Ammitzbøll-Billes navn, da 14 Liberal Alliance-medlemmer sendte et brev til partitoppen med budskabet om, at den tidligere økonomi- og indenrigsminister burde gøre op med sig selv, om han fortsat ville optræde iloyalt, eller om han ville melde sig ud af pariet.

Resultatet blev sidstnævnte.

Og nu er Simon Emil Ammitzbøll-Bille altså i gang med sit fjerde Christiansborg-eventyr.

Så nu skal vi læne os tilbage og se, om det rent faktisk bliver et eventyr, eller om der er flere bump på vejen.