Simon Emil Ammitzbøll bringer den værdipolitiske profil tilbage til Liberal Alliance, som Naser Khader i sin tid tog med sig, vurderer ekspert i statskundskab.

Liberal Alliance får en tiltrængt værdipolitisk indsprøjtning med tilgangen af Simon Emil Ammitzbøll, der forlader og nedlægger Borgerligt Centrum.

Det vurderer lektor i statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

- Det, der egentlig sker, er, at Liberal Alliance får deres værdipolitiske grundlag tilbage. Udlændingedebatten og værdierne, de ting som Naser Khader stod for, får de tilbage med Simon Emil, siger Kasper Møller Hansen til Ritzau.

Naser Khader, der i dag er en del af De Konservative, forlod Liberal Alliance kort efter nytår. Siden har partiet stået uden en værdipolitisk frontfigur, da Anders Samuelsen hovedsageligt har fokuseret på økonomisk politik, hvor han har sin styrke, forklarer Kasper Møller Hansen.

Han understreger, at selvom det bliver "meget, meget svært for Liberal Alliance at blive valgt ind", så er det en fornuftig beslutning for Simon Emil Ammitzbøll og Liberal Alliance at slå pjalterne sammen.

- Liberal Alliance er blevet styrket af det her, det er der ingen tvivl om. Simon Emil er retorisk dygtig og formidler dygtigt, og nu får han så den platform, som han forsøgte at bygge op hos Borgerligt Centrum, siger Kasper Møller Hansen.

/ritzau/