Et Amtrak-passagertog er blevet afsporet uden for Seattle i staten Washington. 77 personer er blevet kørt på hospitalet. Der er meldinger om mindst seks dødsfald.
Ulykken skete syd for storbyen Seattle, og der er meldinger om 'kvæstede og døde', fortæller Pierce County Sheriff's Office. En oplysning som nyhedsbureauet AP videregiver.
Nyhedsbureauet melder i skrivende stund om seks døde - det er tal, der er meldt ud fra en myndighedsperson til AP. 77 personer er bragt på hospitalet efter ulykken.
De præcise tal er endnu ikke meldt officielt ud.
Det står endnu ikke klart, hvad årsagen til ulykken er.
Billeder fra ulykkesstedet viser, at toget er kørt af sporet ved en bro. Dele af toget er i den forbindelse faldet ned fra broen.
Ulykken beskrives som 'massiv' af det lokale sheriff-kontor.
Amtrak-toget var på vej fra Portland til Seattle, da ulykken fandt sted. Flere redningskøretøjer er rykket ud til stedet, hvor ulykken fandt sted.