Franciska Rosenkilde garanterer, at der ikke skal bruges så meget som en bøjet femøre på indretning af hendes nye kontor, efter hun søndag eftermiddag blev valgt som kultur- og fritidsborgmester for Alternativet i København.

Men, hvad der helt præcis skal ske med Niko Grünfelds dyrt indkøbte møbler - herunder en strikket kunstinstallation - bedre kendt som den neonfarvede 'gokkesok' - har den nyslåede borgmester endnu ikke besluttet:

»Jeg har ikke taget stilling til, hvordan kontoret skal se ud, men jeg har ikke tænkt mig at bruge penge på yderligere indretning. Jeg kommer ikke til at købe yderligere ting,« siger Franciska Rosenkilde til B.T.

Søndag eftermiddag blev Franciska Rosenkilde ved et valgmøde i københavnerforstaden Vanløse valgt som ny kultur- og fritidsborgmester for Alternativet i Københavns Kommune.

Nyvalget var nødvendigt, fordi den tidligere kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld i forrige uge trådte tilbage, efter han havde modtaget massiv kritik for blandt andet at have indkøbt og udsmykket sit borgmesterkontor for 130.000 kr.

Nu har der været en masse snak om Niko Grünfelds møbler. Og især den her 'gokkesok'. Hvad skal der ske med den?

»Det har jeg ikke taget stilling til.«

Hvad med daybed’en? Bordene? Kopperne?

»Det har jeg heller ikke taget stilling til endnu. Det er ikke det, jeg ser som det vigtigste kulturpolitiske spørgsmål lige p.t. Men om jeg flytter en stol fra højre til venstre, det kan jeg ikke udelukke,« siger Franciska Rosenkilde.

Hun ønsker at videreføre Niko Grünfelds - i hendes optik - fine idé om åbne sit kontor for offentligheden og gøre det til et 'minikulturhus', der afholder forskellige kulturelle arrangementer.

Franciska Rosenkilde, der er gruppeformand for Alternativet, fik 97 af de 188 stemmer, hvilket var 52 pct. af stemmerne.

Hun er 42 år og uddannet geograf, men har i mange år arbejdet som kok.