Et enkelt år.

Mere blev det ikke til for medstifter af Alternativet Josephine Fock, der i sidste uge sagde op som direktør for integrationsafdelingen i Dansk Flygtningehjælp.

»Stillingen har ændret sig, efter at jeg er tiltrådt. Så jeg kan ikke se mig selv som den profil, der skal til for at udfylde jobbet fremadrettet,« siger hun til Altinget.

Josephine Fock uddyber over for mediet, at økonomien i organisationen har været dårligere, end hun var klar over, da hun blev ansat. Underskuddet gør det ifølge Josephine Fock vanskeligt at bidrage med den 'nytænkning og udvikling, som jeg ønsker', siger hun til Altinget.

Josephine Fock opgav sit hverv som folketingsmedlem sidste år for stillingen i Dansk Flygtningehjælp.

»Efter lange og svære overvejelser har jeg besluttet at forlade et drømmejob til fordel for et andet drømmejob,« udtalte hun dengang i forbindelse med jobskiftet.

Men drømmejobbet var altså ikke det, Josephine Fock havde regnet med, og nu forlader hun Dansk Flygtningehjælp uden at have et andet job på hånden.