Forkvinden for Alternativet, Franciska Rosenkilde, har ved årsskifte fået en fyrstelig løn på over en million kroner. Og det udfordrer partiets egne vedtægter.

I Alternativet må man nemlig ikke få en løn, der overstiger almindelige folketingsmedlemmers løn. Men det gør Franciska Rosenkilde.

Fra januar i år får hun nemlig 55.000 kroner om måneden i løn af partiet for at være leder. Derudover har hun også fået et eftervederlag af Københavns Kommune på 543.000 kroner for i tre år at have været kultur- og fritidsborgmester. Hun får altså i alt 1.203.000 kroner i årsindtægt. Det skriver DR.

Det er langt over årslønnen for et folketingsmedlem, der får 705.000 kroner og et skattefrit tillæg på 65.000 kroner. Og i Alternativets vedtægter står der ellers at:

'En politisk leders samlede løn fra poster i Alternativet kan ikke sammenlagt overstige lønnen for almindelige folketingsmedlemmer.'

Ifølge DR har Franciska Rosenkilde ikke ønsket at stille op til interview, men partiets sekretariatschef, Mark Desholm, mener ikke, der er et problem. Ifølge ham er det kun de penge, der udbetales til et medlem fra Alternativet partikasse, der ikke må overstige et folketingsmedlems løn.

Alternativets tidligere kasserer, Theis Krarup Hansen, er dog uenig:

»I vedtægterne står der jo, at den samlede løn ikke må overstige lønnen for et folketingsmedlem. Der står ikke at, at det bare er lønnen fra Alternativets kasse, som ikke må overstige folketingsmedlemmers løn. Det virker som om, at man er taget med bukserne nede her og nu prøver at finde en forklaring, der kan passe,« siger Theis Krarup Hansen, der ikke længere er en del af Alternativet, til DR.