Den nu tidligere næstforperson i Alternativets hovedbestyrelse, Vilhelm Stamp Nordahl Møller, har i dag trukket sig fra sin post. Det samme har et andet medlem af hovedbestyrelsen.

Næstforpersonens exit sker i protest mod en intern kultur i partiet, der ifølge Vilhelm Stamp Nordahl Møller indebærer, at medlemmer og frivillige bliver hængt ud.

Det skriver Vilhelm Stamp Nordahl Møller på sin Facebook-profil.

»Efter at have indtrådt i 'partiledelsen' har jeg været vidne til flere begivenheder, som gør, at jeg ikke længere kan støtte op om den politiske ledelse i Alternativet – og jeg kan derpå konkludere, at det ikke er muligt for mig at leve op til ansvaret som næstforperson for hovedbestyrelsen,« skriver han

Theis Krarup Hansen, et andet ledende medlem af Alternativet, er også færdig i partiet.

»Jeg kan ikke længere stå inde for at bidrage til et et projekt, der politisk ledes af folk, der udviser en fuldstændig mangel for forståelse for, hvor organisationen er i dag, tilsyneladende reelt sætter egne behov over Alternativets og fremtidens, og som udviser en eklatant mangel integritet og/eller kompetencer,« skriver Theis Krarup Hansen på Facebook.

Vilhelm Stamp Nordahl Møller skriver, at hans »anker baserer sig primært på en enkelt persons handlinger og ord«.

Over for B.T. oplyser han, at den person er partiformanden Uffe Elbæk.

»Jeg har set den pågældende person hænge medlemmer og hårdtarbejdende frivillige ud til møder med repræsentanter fra store dele af baglandet. Jeg har også set den pågældende person stille spørgsmålstegn ved helt basale dele af partiets medlemsdemokrati. Principper har været ikke eksisterende, og magten er blevet brugt beregnende og til gavn for egne interesser,« lyder det hårde beskyldninger i opslaget.

»At være stifter og politisk leder af et parti er et kæmpe ansvar, hvor der automatisk medfølger en massiv uformel magt. Det kræver en stor integritet og professionalisme at leve op til det ansvar og udøve den magt på retfærdig vis. Nogle vokser med opgaven, andre ender med at udnytte deres position til eget incitament – jeg oplever at sidste scenarie er tilfældet hos Alternativet,« står der videre.

Vilhelm Stamp Nordahl Møller oplyser, at han nu har meldt sig ind i et andet parti, Socialdemokratiet.

Hans exit fra Alternativets hovedbestyrelse skriver sig desuden ind i en række andre tilfælde. Ifølge Berlingske har der de sidste fem år været fem forskellige forpersoner i Alternativets hovedbestyrelse.

Man kan ikke gøre alle glade

B.T. forsøger at få en kommentar fra Uffe Elbæk.

På Twitter skriver han følgende:

'Selvom jeg gerne ville, kan man i et politisk parti og bevægelse ikke gøre alle glade. Man skal kun være i Alternativet, hvis man har lyst til det. Tak for indsatsen til de, der har været med undervejs, men som nu vil noget andet.'

Linnea Winblad Madsen, hovedbestyrelsesmedlem i Alternativet, skriver i en kommentar til Vilhelm Stamp Nordahl Møllers opslag, at 'det er ærgerligt, at du nu ikke længere er med, men jeg ønsker dig held og lykke på din vej. Tak for samarbejdet.'

Hun har ikke yderligere at tilføje, da B.T. ringer hende op.

Alternativets forperson, Poul Brandrup, kan ikke genkende det billede, hans to nu tidligere kolleger tegner op.

I en skriftlig kommentar, som Alternativets presseafdeling har sendt til Ritzau, lyder det:

»De har meldt sig ud med en kritik, som jeg ikke kan genkende som forperson for Alternativets hovedbestyrelse.«