Der er ingen slinger i valsen i Alternativets politik, når det kommer til skattely. Det skal bekæmpes, mener partiet.

Ikke desto mindre blev partiet under valgkampen i 2015 støttet med 299.950 kroner, der blev overført fra en fond fra de to skattelylande Gibraltar og Luxembourg.

Det erkender partiets presseafdeling over for Ekstra Bladet.

Politisk ordfører Carolina Magdalena Meier er ganske fåmælt om sagen.

»Jeg er blevet briefet, men det er vores hovedbestyrelse, som udtaler sig. Det er fordi, pengene ligger hos hovedbestyrelsen, og det er hovedbestyrelsen, som har taget i mod pengene. Du skal have fat i vores formand,« siger hun til avisen.

Pengene blev doneret via den danske rigmand Ditlev Bredahl, der bor i London og ejer flere selskaber i Gibraltar. Pengene blev overført fra en fond, der kalder sig The Xi’an 2009 Trust.

Alternativets pressechef Magnus Harald Haslebo oplyser til BT, at partiet er på vej med en udmelding om sagen.