Alternativet blev ikke spået mange chancer, da partiet blev stiftet i efteråret 2013. Men i den første exitpoll fra DR står partiet til 4,9 procent af stemmerne ved valget. Resultatet vil udløse ni mandater i Folketinget.

Dermed er der lagt op til fest på Papirøen i København, hvor partiet holder valgfest, slår partileder Uffe Elbæk (Å) fast.

»Det er klart, at vi synes, det er fuldstændig forrygende. Kan vi ikke bare sige, at der er lagt op til en god fest herude? Det har været en forunderlig tur, at alle har dømt projektet ude, og nu ser det ud til, at der er rigtigt mange af danskerne, der vil en have anden politisk dagsorden og kultur,« siger han til TV 2 News.

Partiet har ønsket at gøre op med kynisme i den politiske kultur, og det er det, partilederen vurderer, giver resultater.

»Der er mange danskere, der ikke gider den kynisme, der har været i mange år. Der har været en konkurrencetænkning, og det er der mange, der siger, sådan behøver det ikke at være,« siger Uffe Elbæk.

I en exitpoll hos TV 2 står Alternativet ligeledes til 4,9 procent af stemmerne.

BNB