Theresa Scavenius, der torsdag meldte sig ud af Alternativet, kan ikke få at vide, i hvilke tilfælde hun skulle have været grov over for ansatte.
Den påstand sendte Alternativet ellers ud i et fælles brev til medlemmerne i weekenden. Men nu vil partiet ikke fortælle, hvilke konkrete episoder der henvises til i brevet.
Theresa Scavenius har selv forklaret, at hun er meget ked af netop de anklager, da hun slet ikke kan genkende dem.
Alternativet henviser til partiets sekretariatschef, Mark Desholm, som ham, der udtaler sig i sagen.
Mark Desholm, Alternativet har offentligt udtalt, at Theresa Scavenius har været grov over for partiets medarbejdere, men hun siger, at I ikke vil fortælle hende om de konkrete episoder. Kan du fortælle mig om sagerne?
»Jeg kan ikke sige noget, for jeg udtaler mig ikke om personsager,« siger Mark Desholm.
Men kan du sige, om Scavenius har fået oplyst, hvad der er tale om for nogle sager?
»Nej, det kan jeg ikke oplyse.«
Så I har udtalt jer offentligt, men vil ikke udtale jer til mig, er det rigtigt forstået?
»Du har ikke forstået det rigtigt.«
Kan du så ikke sige til mig, hvad jeg ikke har forstået rigtigt?
»Nej, for jeg udtaler mig ikke om det.«
Hvorfor ikke?
»Vi må hellere stoppe her.«
Har jeg ringet til den forkerte, for så kan du måske fortælle mig, hvem jeg skal ringe til?
»Du har ringet det rigtige sted hen.«
Men må jeg så ikke bare spørge, om Scavenius er blevet oplyst om det her tidligere?
»Nej, og det her er ikke til citat.«
Jo, du er på citat nu.
»Jamen, så lægger jeg på, og du skal ikke ringe til mig igen,« sagde Mark Desholm, umiddelbart inden samtalen sluttede.
Theresa Scavenius har erkendt, at det har været svært at samarbejde i folketingsgruppen, og der har været store politiske uenigheder.
Men anklagerne om at hun skulle have været grov over for medarbejderne, har ramt hende særligt hårdt, da hun mener, de er forkerte og kan skade hende fremover.
»Jeg er aldrig blevet forelagt, de anklager om at jeg har været grov overfor medarbejdere,« siger Theresa Scavenius, som forklarer, at hun først hørte om anklagerne, kort tid inden fællesmailen blev sendt ud.
Første gang, hun hører om anklagerne om grovhed, er da meddelelsen fra den politiske leder Franciska Rosenkilde og hovedbestyrelsen ryger ud til Alternativets medlemmer, og kort efter bliver det gengivet i landsdækkende medier.
»Så jeg kan ikke tolke det som andet end en afledningsmanøvre og som et forsøg på karaktermord. Jeg kan klare meget i politik, men der er grænser for, hvad jeg kan klare som menneske,« siger hun.
»Jeg har selvfølgelig tænkt over den her kritik, men jeg er kommet frem til, at jeg har kun gode relationer til alle medarbejdere.«
Der er ikke noget i dig, der tænker, at du kan have misforstået de relationer?
»Nej, faktisk ikke. Jeg har kærlige relationer til medarbejderne. Vi har siddet sammen og grædt og grint, og jeg har mærket deres opbakning og støtte,« siger Theresa Scavenius.
Theresa Scavenius har selv modtaget opbakning fra egne ansatte i sagen.