Efter flere målinger med sivende opbakning nærmer Alternativet sig nu spærregrænsen med hastige skridt.

Lørdag lander Alternativet på 2,3 procent af stemmerne i en YouGov-måling for B.T., der er foretaget 21.-25. maj. Det er den dårligste måling for Alternativet i B.T.-regi, siden valget blev udskrevet.

»Det er jo vildt, at vi ser målinger nu, hvor de ligger helt nede omkring spærregrænsen, når klimadagsordenen samtidig banker frem,« siger Erik Holstein, politisk kommentator for Altinget:

»Det vil være en total falliterklæring, hvis de ryger ud af Folketinget i sådan en situation.«

Ved sidste folketingsvalg fik Alternativet 4,8 procent af stemmerne.

Ved valgudskrivelsen viste en YouGov-måling for B.T., at Alternativet stod til 3,4 procent af stemmerne.

For en uge siden lå Alternativet til 2,8 procent i en YouGov-måling for B.T.

Lørdag fortsætter Alternativet så kursen mod spærregrænsen.

Denne gang med en måling på 2,3 procent.

»Det må være chokerende for dem, når klimadebatten fylder så meget,« siger Erik Holstein:

»Det er jo den dagsorden, man forbinder Alternativet med.«

Han mener, at der er flere forklaringer på, at Alternativet er ramt af dårlige målinger.

»De har ikke formået at være synlige i denne valgkamp endnu, for det er gået rigtig meget op i spørgsmål om regeringskonstellation og statsministerkandidater,« siger Erik Holstein.

Han peger også på, at Alternativet har kæmpet med en række belastende sager op til valget.

»De har klokket rundt i en masse personsager,« forklarer han:

»Det er fint at have en klimaprofil, men når man den ene dag står og taler om, at verden er ved at gå under, og den næste dag drøner af sted i et fly på dykkerferie, så holder det ikke rigtigt.«

»Så spørger vælgerne sig selv, om Alternativet virkelig mener det. Den slags sager er farlige.«

Alligevel vil det overraske ham, hvis Alternativet ryger under spærregrænsen.

»Et dårligt valg vil ikke overraske. Men det vil virkelig overraske mig, hvis de ryger ud, når klima fylder så meget.«

B.T. har været i kontakt med Alternativet. De vil ikke kommentere målingen.