Klokken 12.58 fredag kom Kristian Jensen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen kørende i en golfvogn med kurs mod hovedbygningen på Kragerup Gods.
Alle tre smilede stort, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man næsten tro, at det var en glad og harmonisk Venstre-ledelse, der var på vej til pressemøde.
Men det var langt fra sandt. Langt fra.
Da pokerfjæsene var vasket af, åbnede Kristian Jensen ballet og tog hul på tre kvarters pressemøde, der skulle gøre det helt og aldeles klart, at næstformanden endnu engang var blevet sat så eftertrykkeligt på plads af sin folketingsgruppe.
Udadtil begyndte ugen ellers så godt for næstformanden, da han med et bredt smil foran Venstres gruppemøde på Christiansborg kunne lade sig præsentere som partiets nye gruppeformand.
Og han havde flere esser i ærmet.
Tirsdag aften indstillede han Tiger I-tankens sigtekorn mod sin formand og lod ellers kanonen skyde løs i form af et langt interview i Berlingske, hvor han gjorde klart, at der ikke var hold i Lars Løkkes plan om en SV-regering.
Men ligesom tyskerne i 40'erne fejlagtigt følte sig uovervindelige på Europas slagmarker, måtte Kristian Jensen fredag konstatere, at han med sit store interview havde undervurderet modstandskraften i sit eget parti.
Fredag morgen stimlede de 44 Venstre-medlemmer nemlig sammen på Kragerup Gods for at afholde gruppemøde, og her måtte næstformanden hurtigt erkende, at ikke alle var lige begejstrede for offensiven mod Løkke.
Der var ikke gået lang tid af mødet, før det garvede Venstre-koryfæ Claus Hjort Frederiksen rejste sig op og læste op fra en til lejligheden nedfældet tale.
Budskabet var klokkeklart. Der skulle være en konsekvens ved Kristian Jensens undsigelse af Løkke, og Claus Hjort Frederiksen havde også et forslag til en passende strafudmåling: Kristian Jensen skulle træde af som næstformand og gruppeformand.
Da Claus Hjort Frederiksen igen satte sig på sin stol, fortsatte en lang talerække, hvor de forskellige Venstre-medlemmer kom til orde og kunne tilkendegive, om de støttede Lars Løkke eller Kristian Jensen.
Sådan en procedure tager sin tid, og da klokken nærmede sig 12.30, blev de fremmødte journalister bedt om at forlade pladsen foran gruppemødet, så dagens hovedpersoner kunne undslippe spørgsmål før pressemødet.
Men da klokken slog 12.30, sad der ingen foran de tre Venstre-mikrofoner i de ellers smukke rammer.
Det samme var tilfældet 12.45, men klokken 12.58 var der altså gevinst, da Lars Løkke trådte speederen i bund på en golfvogn, der også husede Kristian Jensen og Jakob Ellemann-Jensen.
Og nærmest symbolsk var det altså Lars Løkke bag rettet med Kristian Jensen ved siden af i skyggen, mens Jakob Ellemann-Jensen helt frit kunne sidde med ryggen til og løfte hænderne i vejret.
Smilene var store, men da de få minutter senere satte sig side om side, var stemningen en anelse mere trykket.
Lars Løkke brugte knap ti minutter på at præsentere Venstres politiske vision den kommende tid, men det var ikke det, som de mange journalister havde på sinde.
For da der blev åbnet for spørgsmål, blev Claus Hjorts opfordring til Kristian Jensen hurtigt det store emne, og ligeså hurtigt stod det også klart, at næstformanden var blevet sat på plads kort forinden.
Kristian Jensen på Kragerup Gods lød nemlig ikke som Kristian Jensen i Berlingskes spalter, og ydmygelsen toppede, da næstformanden udtalte, at han »ville ønske«, at han havde givet sin kritik til kende for gruppen, før den blev trykt i en af landets største aviser.
Lars Løkke og Kristian Jensen fremlagde det igen og igen, som om de to kamphaner var helt og aldeles enige om Venstres regeringsplaner, selvom det for få dage siden fremgik sort på hvidt, at uenigheden ikke kunne være større.
Og når de fremmødte journalister ved Kragerup Gods så pointerede dette paradoks for de to hovedpersoner, gav Lars Løkke gang på gang udtryk for sin irritation.
Flere gange rystede han på hovedet over journalisternes spørgsmål, mumlede nogle ord eller sad og kiggede ned i sin telefon. Når spørgsmålene for alvor frustrerede formanden, tog han ordet fra Kristian Jensen, svarede på dennes vejne og gjorde klart, at snakken burde styres over på noget andet.
Én gang indrømmede han dog, at det havde »slået lidt gnister« imellem dem, men sandheden er nok, at Lars Løkke udmærket er klar over, at tilstanden nærmere kan betegnes som ildebrand.
Med pressemødet forsøgte Lars Løkke at få styr på flammerne, og selvom det virkede til at lykkes, måtte Kristian Jensen kort efter sande, at sådan noget kræver tid, mens han sad og spiste sin frokost.
Her kunne næstformanden nemlig overvære, hvordan Claus Hjort Frederiksen pludselig lod sig interviewe af de fremmødte journalister og uden omsvøb gjorde klart, hvad der fik ham til at rejse sig op tidligere på gruppemødet.
»Fordi jeg synes, det er uholdbart, at han bruger næstformandsposten i Venstre og gruppeformandsposten til at underløbe partiets formand,« sagde han, mens Kristian Jensen satte tænderne i fiskefrikadeller og chicken wings.
