Flere partier stiller sig kritiske overfor lovforslag, hvor områder skal gøres trygge med opholdsforbud.

Et lovforslag fra regeringen vil give politiet mulighed for at lukke områder ned og udstede bøder til folk, der ikke holder sig væk.

Det bliver tirsdag i Folketinget kritiseret for at ramme ellers lovlydige borgere og for at være "en af de mest indgribende indskrænkninger af frihedsrettighederne" i Danmark.

Der vil være tale om områder, som af politiet vurderes som særligt utrygge for borgere og bliver omtalt som "et tryghedsskabende opholdsforbud".

Det vil ske på samme måde, som man kender fra de opholdsforbud på Islands Brygge eller på Christiania, som fandt sted for at forebygge smitte under nedlukningerne i coronaepidemien.

Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard, kaldte tirsdag eftermiddag Justitsministeren i samråd, for at forklare årsagen til lovforslaget.

- Det bekymrer mig, at vi allerede nu gør noget af coronalovgivningen permanent i tryghedens navn, siger Kristian Hegaard (RV).

Justitsminister Nick Hækkerup (S) begrunder lovforslaget med et behov for, at det skal være trygt at færdes overalt i Danmark.

- Regeringen vil ikke acceptere, at der er områder, der er plaget af kriminelle og grupper af unge, der skaber utryghed, siger han på tirsdagens samråd.

Under samrådet i retsudvalget stiller flere partier sig kritisk overfor lovforslaget.

Medlem af retsudvalget Jan E. Jørgensen (V) stiller spørgsmål ved behovet for, at alle skal være omfattet af opholdsforbuddet.

Han mener, som mange andre partier, at det vil gavne mere, hvis man i stedet målrettede opholdsforbuddet mod de personer, som man søger at ramme. Nemlig dem som skaber utrygheden.

Kristian Hegaard (RV) kalder lovforslaget for et af de mest indgribende indskrænkninger af frihedsrettighederne i Danmark.

Hvis lovforslaget vedtages kan borgere, uanset om de blot tager kort ophold i området, blive idømt en bøde på 10.000 kroner første gang de overtræder opholdsforbuddet. Ved anden overtrædelse kan man idømmes 30 dages fængsel.

Lovforslaget er en del af regeringens tryghedspakke, som blev præsenteret i den 8. oktober 2020.

/ritzau/