Det var slet ikke meningen, at debatten skulle eksplodere på den måde.

Meningen var, at man skulle tage en sum penge fra de rigeste i Danmark og bruge dem på at finansiere en bedre og mere rummelig folkeskole.

Men sådan gik det ikke for Socialdemokratiet med deres forslag om en formueskat.

Det danske iværksættermiljø råbte vagt i gevær, ikke mindst den 23-årige iværksætter Villads Leth, som B.T. har talt med.

»Der sker nogle gange i en valgkamp, at personer bliver symboler på dagsordener. Villads er blevet symbolet på krigen om formueskatten, og derfor flokkes politikerne om ham,« siger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. 

I tirsdags var den 23-årige iværksætter da også inviteret ind på Christiansborg af Socialdemokratiet for at drøfte forslaget sammen med en række andre iværksættere.

23-årige Villads Leth lancerede for et halvt år siden virksomheden Wilmo.ai, der udvikler AI til kundeservice, og som er værdiansat til 50 millioner kroner.
23-årige Villads Leth lancerede for et halvt år siden virksomheden Wilmo.ai, der udvikler AI til kundeservice, og som er værdiansat til 50 millioner kroner. Foto: Privatfoto

Kort efter fik Villads Leth og flere andre iværksættere en invitation til et lignende møde hos Venstre fredag med blandt andre partiformand Troels Lund Poulsen. 

»Når Socialdemokratiet indkalder Villads og de andre, vil de gerne signalere: Vi har stor respekt for jer, og I skal tage det roligt. Når Venstre inviterer ham ind, vil de i stedet lægge vægt på alt det forfærdelige, der vil ske, hvis forslaget bliver gennemført,« siger Qvortrup. 

Ifølge Qvortrup havde Socialdemokratiet ikke forudset, at diskussionen ville tage denne drejning.

»Så havde de tænkt forslaget mere igennem. De blev helt tydeligt taget på sengen,« siger han.

Qvortrup vurderede ellers, at det var »genialt« af partiet at sætte gang i en debat om ulighed og formueskat. 

»Men så viste det sig, at sådan nogle som Villads ville blive ramt. Han er jo ikke en direktør med 32 millioner i indkomst – og derfor er han en af dem, der ikke må blive ramt,« siger han.

Efter blandt andet historien om Villads Leth har Socialdemokratiet ændret deres oprindelige udmelding om, at også goodwill - altså værdien af en virksomhed ud over dens egenkapital - skulle beskattes. 

Nu lyder det, at det kun er egenkapitalen, der skal indgå.

Problemet er bare, at der ifølge eksperter ikke er penge nok i den model til at finansiere partiets udspil om en såkaldt lilleskole – altså hele grunden til, at de overhovedet foreslog en formueskat.

»Det kan godt være, at de siger, at Villads og hans ligesindede nu er håndteret. Men konsekvensen er, at der ikke er så mange penge i forslaget til de skoler, de taler om,« siger Qvortrup og fortsætter:

»Det skal de nok finde finansiering til på anden vis. Det vigtigste er, at deres fortælling om at tage fra de rigeste og give til børnene lider skibbrud.«

Du kan følge med i valgkampen og slagets gang i dansk politik i B.T.s liveblog HER.