For lidt tid siden sad jeg og scrollede igennem mit facebook-feed – som man nu gør. Iblandt Wish-reklamer, kattebilleder og posts a la »Vi har fået et skakbræt på arbejde« faldt jeg over et opslag fra Steffen Larsen, folketingskandidat for Liberal Alliance.
Opslaget havde overskriften »Statens grådighed har ingen grænser«. Og lad mig sige det lige ud – han var vred.
I opslaget kunne jeg læse mig frem til, at et forslag fra Skattestyrelsen lægger op til, at fitnesscentre skal betale moms. Og det betyder, at et fitnessmedlemskab kan stige op mod 25 procent.
Dermed bliver det lagt op til, at os der dyrker motion – ud over at forholde os til inflation og høje energipriser – nu skal betale endnu mere, fordi vi gerne vil være sunde og raske. Hvordan det overhovedet giver mening er svært for mig at finde hoved og hale i.
Vi som nation er netop kommet ud af en coronakrise, hvor især fitnesscentrene har lidt, idet regeringen fuldstændig ignorerede faglighed og fastholdt, at de skulle holde lukket i uendeligt meget længere tid end andre.
Vi står i en tid, hvor folkesundheden er i fokus, idet vi har afgifter på tobak, slik og alkohol. En tid, hvor vi taler meget om, at vi skal bevæge os mere, vi skal få vores børn i gang, spise sundt og grønt. Og alligevel vælger man så at beskatte dét, som i bund og grund kan redde folkesundheden – motion.
Det er decideret hovedrystende. Værre er det, at dette forslag kan komme til at ramme endnu bredere og komme til at vedrøre sport generelt – og dermed ikke kun fitness-abonnenter.
Årsagen er, at momsen ligger på undervisningsdelen, og vi ved alle sammen, hvor kreative Skat kan være. Nu vil de teknisk-garvede sige »Ali, nu er det jo fra EU, alt det her kommer«, og det vil jeg give dem ret i.
Faktisk er dette et perfekt eksempel på, hvor skørt det er, at vi som nation skal udsættes for micro-management fra Brussel. Men ærligt talt, så nægter jeg simpelthen at tro på, at danske politikere ikke kan gøre noget ved det.
Det var præcis det, min tidligere træner Casper sagde, da jeg ringede ham op og spurgte, om det virkelig var sandt det her.
»Ali, det her er et angreb på folkesundheden,« sagde han.
Derfor bliver vi nødt til at kræve, at vores politikere tager sig sammen og gør noget ved dette forslag. Især i en tid, hvor psykisk sårbarhed er i fokus.
Det, som mange glemmer er, at motion og fitness også hjælper mange unge, der slås med psykisk sårbarhed, anoreksi, angst eller andre problemstillinger. Og ved at gøre motion dyrere, så fjerner du deres mulighed for at bruge dette output som en sund måde at håndtere sin sårbarhed på.
Så kære EU, skattefar og politikere – hold jeres grådige fingre fra mit fitnessmedlemskab! Nu må det sgu´ være nok. Fair nok at man »straffer« os med afgifter på det usunde. Men at beskatte muligheden for at leve et sundt liv er sgu helt hul i hovedet.
