Københavns Billedkunstudvalg ændrer ikke indkøb trods kritik, siger Alternativets borgmester, Niko Grünfeld.

København. Kraftig kritik fra flere folketingspolitikere anfægter ikke Alternativets københavnske kulturborgmester, Niko Grünfeld. Han har som medlem af kommunens Billedkunstudvalg været med til at købe et kontroversielt værk.

Kunstværket består af 20 hvide A4-ark med en enkelt sætning på hver om en levende dansk politiker:

"Lars Løkke er død", "Henrik Sass Larsen er død", eller "Birthe Rønn Hornbæk er død". Det er blot nogle af navnene på værket.

- Det er engang imellem vigtigt, at vi bliver udfordret på vores vaner og holdninger til, hvordan vi skal leve dette liv. Hvis vi ikke har kunstnerne, hvem skal så gøre det? siger Niko Grünfeld.

- Så: Nej. Jeg kommer ikke til at ændre holdninger.

Værket er udført af kunstner og aktivist Jakob Jakobsen. Det har kostet kommunen 10.000 kroner. Det skal hænge på en kommunal institution, for eksempel et plejehjem.

Kritikken er kraftig. Sådan skriver socialdemokraten Dan Jørgensen på Twitter:

- Det er usmageligt det her. Og jeg forstår ikke, at man vil bruge skatteydernes penge på den slags.

Hans partifælle Rasmus Horn Langhoff, skriver i sit eget "kunstværk" på Twitter:

- Niko Grünfeld sviner med skatteydernes penge.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) mener:

- Betyder det, at vi så snart bliver fri for at høre sætningen: "Der kan ikke spares en krone i Københavns Kommune, uden at det går ud over kernevelfærden". Det ville nemlig bare være alle tiders.

SF's folketingsmedlem Jakob Mark mener, at politikere skal have en holdning til kunst.

- Ligesom kunstnere må have holdning til politik. Min holdning til værket af Jakob Jakobsen er, at det er spild af penge, ligegyldigt og grimt, skriver han.

Billedkunstudvalget består af tre folkevalgte politikere fra Københavns Borgerrepræsentation og fem fagfolk.

Billedkunstudvalget har et budget på 675.000 kroner til kunstkøb i år.

Men Niko Grünfeld står fast.

- Jeg kan godt forstå, at det vækker nogle følelser hos folk. Udvalget har købt et fremtidsværk om, at vi alle sætter spor. Vi skal tænke os om for det liv, vi lever på kloden, og at vi alle får et eftermæle, siger Niko Grünfeld.

- Et enigt udvalg syntes, at værket var passende og interessant. At det har skabt debat, tænker jeg, at det skal kunsten også kunne en gang imellem. Det hilser jeg egentlig velkommen.

Spørgsmål: Ville du købe det, hvis der stod "Uffe Elbæk er død"?

- Ja. Helt sikkert, siger Niko Grünfeld.

/ritzau/