Akutpakke for dyrevelfærd øger kontrol og hæver strafferammen
Den maksimale straf for alvorlige brud på dyrevelfærdsreglerne hæves fra to til seks års fængsel.

Den maksimale straf for alvorlige brud på dyrevelfærdsreglerne hæves fra to til seks års fængsel.

Der oprettes en styrelse for kontrol med dyrevelfærd i Justitsministeriet, og kontrollen, som har haltet alvorligt de senere år, skal øges med 50 procent.
Det fremgår af en såkaldt akutpakke, der også indeholder hårdere straffe for overtrædelser, præsenteret tirsdag i Justitsministeriet.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke har været godt nok, som det har været indtil nu. Derfor kommer vi med en række initiativer, siger justitsminister Nicolai Wammen (S).
Det er dog - noget atypisk - Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, som får lov at præsentere akutpakken, da støttepartiet har ført denne dagsorden længe.
- Nu rydder vi op efter årtiers svigt af dyrene, siger Franciska Rosenkilde.
- Selv om en akutplan ikke løser alle problemer i et snuptag, så er dette et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Straffene skærpes markant for brud på reglerne. Der vil ske en tredobling af straframmen for de mest alvorlige brud på dyrevelfærdsreglerne fra to til seks år.
Akutpakken kommer samlet til at koste 160 millioner kroner årligt, når den er indfaset.
Justitsministeren tilføjer på pressemødet, at det er besætningsejerne, som kommer til at betale for den styrkede kontrol.
Regeringen vil blandt andet gennemføre flere dyrevelfærdskontroller og som udgangspunkt gå fra én til to tilsynsførende på hvert kontrolbesøg.
- Det bliver i højere grad en kontrol, der foregår uden varsel, siger Wammen.
Der har været særligt fokus på en række sager i danske grisebesætninger, men tirsdagens initiativer fra regeringen gælder også eksempelvis kvæg og fjerkræ.
Akutpakken kommer i forlængelse af hård kritik fra Rigsrevisionen i april 2026.
Med den nye regerings tiltræden er ansvaret for dyrevelfærdskontrollen flyttet til Justitsministeriet, hvorfor det er der, at de nye initiativer præsenteres.
I starten af september offentliggjorde ministeriet et kasseeftersyn af området. Her lød det, at der udestår omkring 1500 opfølgende kontroller fra 2025 og første halvdel af 2026.
RITZAU