Formentlig overvurderer officielle målinger europæiske befolkningers opbakning til EU, vurderer eksperter.

EU's officielle meningsmålinger, Eurobarometer, citeres flittigt i medierne og bruges af både politikere, tænketanke og EU-institutioner.

Men nu viser det sig, at der er alvorlige problemer med målingerne. Det skriver Information.

Avisen har fået aktindsigt i Eurobarometers såkaldte svarprocenter. De viser, hvor stor en andel af de adspurgte borgere, der faktisk gennemfører de tilgrundliggende interview.

Og i en række EU-lande er svarprocenterne så lave, at de er stærkt problematiske at bruge.

Det vurderer førende valgforskere, som peger på, at borgernes opbakning til unionen efter alt at dømme bliver systematisk overvurderet.

EU tegner altså tilsyneladende et for rosenrødt billede af sig selv.

- Eurobarometers svarprocenter er så lave, at man i videnskabelige sammenhænge ville studse meget kraftigt over det, siger Kasper Møller Hansen, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet.

Han kalder svarprocenterne for "grufulde" og siger:

- Ultimativt er faren, at politikere ser på Eurobarometers tal og drager nogle forkerte konklusioner: At borgerne vil have mere EU, end tilfældet faktisk er. Eller at man sagtens kan vinde en folkeafstemning.

Valgforskerne vurderer, at svarprocenten bør ligge på 45- 50, før undersøgelsen er repræsentativ.

Den seneste undersøgelse, som der er opgjort svarprocenter fra, er fra 2018

Her var svarprocenterne lave i en række lande: I Finland 14, Tyskland 15, Luxembourg 20, Italien 22, Storbritannien 27, Danmark 28, Grækenland og Frankrig 31, Irland 33, Spanien 34, Letland 38 og i Portugal 40.

Information har fået aktindsigt i svarprocenterne for fem Eurobarometer-undersøgelser. De er indsamlet fra starten af 2016 til starten af 2018.

I alle fem er der ifølge eksperter problemer.

- Hvis min hypotese er korrekt, så underestimerer Eurobarometer systematisk graden af euroskepsis, siger Paolo Segatti, der er professor på universitetet i Milano.

/ritzau/