Afstemningen om hvilken titel der fremover skal indtage bordenden i Københavns Kommune endte særdeles tæt.

Én stemme afgjorde nemlig udfaldet og fremover hedder det en 'forperson' i stedet for 'formand'.

På forhånd lignede det ellers ikke, at beslutningsforslaget ville gå igennem. Men et stemmekoks ville det anderledes.

»Jeg fik et migræneanfald, og blev derfor nødt til at gå på toilettet for at få lidt ro. I forvejen var debatten trukket ud, så jeg tænkte, jeg godt kunne nå det inden afstemningen, men da jeg kom tilbage var det forsent,« fortæller Heidi Wang, der er Venstremedlem af Borgerrepræsentationen til B.T.

Det betød, at Heidi Wangs stemme ikke kom til at tælle. På forhånd havde Venstre ellers meldt ud, at partiet ikke støttede forslaget om at ændre 'formand' til forperson'.

Efterfølgende opstod der, ifølge Heidi Wang, en del irritation, og hun understreger, at hun er ked af situationen.

»Jeg er super ked af det og flov over det. Men jeg synes, det er under al kritik, at flere blev rasende og nærmest mobbede mig,« fortæller hun.

Heidi Wang var ikke den eneste, der ikke var tilstede under afstemningen. Overborgmester Lars Weiss (A), der også var imod forslaget, var heller ikke at finde i rådhussalen. I stedet var han til et møde om det kommende københavnske Tour de France arrangement.

Der var altså lige præcis ikke nok stemmer til at sikre 'formandens' overlevelse, og det har skabt frustration blandt nogle af de partier, der stemte imod forslaget.

»Det er klart, at når stemmeresultatet er så tæt, så bliver man frustreret. Jeg synes, det er tåbeligt, at vi skal lave de ændringer. Vores sprog er som det er, og det er en stor arbejdsopgave, der ligger foran os nu,« fortæller Helle Bonnesen, der er medlem af borgerrepræsentationen og gruppenæstformand i Det Konservative Folkeparti.

Udover Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti var det partierne Dansk Folkeparti og løsgængeren Kåre Traberg Smidt, der var imod forslaget.

Både Alternativet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Frie Grønne, løsgængeren Kasandra Behrndt-Eriksen og Radikale Venstre stemte for beslutningen om at udfase 'formand' til fordel for 'forperson'.