Henriette Kjær manipulerede på tv om betalingen af sin gæld. Fynsk rigmand betalte

Den tidligere konservative toppolitiker Henriette Kjær fik sin personlige gæld betalt af penge, som manden havde svindlet sig til.

B.T. afslørede 20. januar, at Henriette Kjær 1. december 2010 var blevet dømt ved Retten i Lyngby til at tilbagebetale et forbrugslån på 149.831,94 kr. til GE Money Bank – et lån, hun havde optaget i juni 2010.

Kvitteringen på indbetalingen af beløbet
Kvitteringen på indbetalingen af beløbet
Vis mere

Henriette Kjær stillede dagen efter afsløringen op i et stort interview på TV2 Nyhederne, hvor hun fortalte, at hun havde tilbagebetalt lånet efter dommen.

- Der er nogle penge, der er blevet betalt for sent. Men betalt, det er de. Og det er meget vigtigt for mig at slå fast, at jeg selvfølgelig tager ansvar for de mennesker og institutioner, jeg skylder penge. Og derfor bliver pengene også betalt, sagde hun.

Slog fast at pengene var betalt

I en udtalelse sendt til Ritzau 20. januar slog hun også fast, at pengene var blevet betalt.

- Det lån har jeg haft et ønske om at indfri fuldt ud, men formåede desværre ikke at overholde tidsfristen for indfrielsen. Lånet er nu betalt, udtalte hun.
 

Den fynske rigmand og byggematador Borris Tangaa Nielsen betalte 21. januar de forfaldne 166.651,76 kr. for Henriette Kjær og hendes mand, Erik Skov Pedersen. 11. februar meldte Tangaa Erik Skov Pedersen til politiet for bedrageri og dokumentfalsk. Skov Pedersen blev efterfølgende idømt tre måneders fængsel.
Den fynske rigmand og byggematador Borris Tangaa Nielsen betalte 21. januar de forfaldne 166.651,76 kr. for Henriette Kjær og hendes mand, Erik Skov Pedersen. 11. februar meldte Tangaa Erik Skov Pedersen til politiet for bedrageri og dokumentfalsk. Skov Pedersen blev efterfølgende idømt tre måneders fængsel. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

B.T. kan i dag dokumentere, at Henriette Kjær aldrig selv har betalt sit forbrugslån til GE Money Bank. I stedet bedrog hendes samlever, Erik Skov Pedersen, 20. januar sin samarbejdspartner, byggematadoren Borris Tangaa Nielsens firma, KJ Ejendomsinvest, til at overføre det til GE Money Banks advokat.

Avisen er kommet i besiddelse af et hidtil ikke offentliggjort brev fra en erhvervsrådgiver i Jyske Bank. Det viser overførslen af det skyldige beløb plus gebyrer for samlet 166.651,76 kr. fra KJ Ejendomsinvest til advokatfirmaet Anet Blidt ApS. ’På vegne af Henriette Kjær har vi i dag overført DKK 166.651,76’, står der i brevet, dateret 21. januar 2011.

Dømt for bedrageri og dokumentfalsk

Erik Skov Pedersen blev i maj idømt tre års fængsel for at have begået groft bedrageri og dokumentfalsk for 5,4 mio. kr. mod KJ Ejendomsinvest. Og derudover har Skovs svindelofre således også hjulpet Henriette Kjær af med sit forbrugslån. Hun har aldrig betalt nogen af pengene tilbage.

Af en fortrolig mailkorrespondance mellem Erik Skov Pedersen og KJ Ejendomsinvests ledelse fremgår det, at Skov fik sine samarbejdspartnere til at betale Kjærs lån, så snart parret var blevet opmærksomme på, at B.T. ville skrive historien.

Henriette Kjær modtog 20. januar klokken 17.27 en mail fra B.T.s journalist, hvor der blev bedt om en kommentar til dommen.

Hun sendte straks mailen videre til Erik Skov Pedersen, der ti minutter senere sendte den til sin samarbejdspartner.

Ifølge de fremlagte dokumenter og forklaringer i retten havde selskabet en uge før betalt en række kreditorer for Erik Skov mod et løfte om, at der nu ikke var flere ubetalte regninger.

Ifølge B.T.s oplysninger valgte selskabet alligevel at betale regningen som forskud på det honorar, Erik Skov Pedersen skulle have for salget af et stort projekt på Artillerivej på Amager.

Underskrev gældsdokument

Men samarbejdet havde lidt et tillidsbrud, og ifølge dokumenter, som er fremlagt i retten, blev samarbejdsaftalen ændret, så der ikke længere kunne ske forudbetaling.

Og Erik Skov Pedersen underskrev et gældsdokument på tre mio. kr. som modregning for det kommende honorar. Et gældsbrev, Erik Skov Pedersen i retten gør gældende er et almindeligt lån og ikke bedrageri.

I virkeligheden var Artillerivej-projektet et luftkastel. Erik Skov Pedersen havde fabrikeret en række falske mail, hvor han udgav sig for at være meget interesseret køber, der kun manglede at sætte den endelige underskrift.

Det sagde Henriette Kjær til TV2

Henriette Kjær blev 21. januar interviewet i TV2 Nyhederne. Her er et udpluk af, hvad hun fortalte seerne:

- Der er nogle penge, der er blevet betalt for sent. Men betalt det er de. Og det er meget vigtigt for mig at slå fast, at jeg selvfølgeig tager ansvar for de mennesker og institutioner, jeg skylder penge. Og derfor bliver pengene også betalt.

- Vi har godt nok en privatøkonomi, der er anstrengt, men vi gør også, hvad vi kan for at nedbringe gælden. Vi påtager os selv det ansvar, det er at få betalt de penge tilbage. Vi kommer ikke og beder om hjælp hos nogen, og det er en god konservativ holdning, at man svarer enhver sit. Og ja, vi betaler nogle gange regninger for sent. Det er ikke af uvilje, men fordi vi ikke kan. Men vi skal nok betale pengene.

- Det er rigtigt, at vi nogle gange betaler regninger for sent, men vi klarer altså vores egen økonomi. Vi høvler af på vores gæld, og vi tager et ansvar for den situation, vi er i. Og det er dét, det hele handler om – at tage ansvar. Og det gør jeg.

- Jamen, jeg synes, at det går rigtig godt. Som sagt har vi et rigtig svært udgangspunkt at komme videre fra. Der er meget gæld, men vi gør, hvad vi kan for at betale af på den og arbejder hårdt for at sørge for, at der er penge nok til de regninger, der er hver måned.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Henriette Kjær og Erik Skov, men de har ikke svaret på vores henvendelser.