Per Zeidler, der er sat i forbindelse med sexarrangementer i forsamlingshus, trækker sig fra kommunalvalget.

Byrådsmedlemmet Per Zeidler fra Syddjurs Kommune stiller ikke op som kandidat for sin egen lokalliste, Social Liberal Borgerliste, ved det kommende kommunalvalg.

Lokalpolitikerne skriver ifølge Adresseavisen Syddjurs i en kortfattet pressemeddelelse, at han trækker sit kandidatur og sit parti.

Han har samtidig sygemeldt sig fra byrådsarbejdet.

- Har ikke flere kommentarer, står der i pressemeddelelsen.

Per Zeidler er ifølge Ritzaus oplysninger en af to mænd, der er anklaget for rufferi i forbindelse med sexarrangementer i et tidligere forsamlingshus ved Vejle.

Han blev torsdag afsat som formand for kommunens udvalg for familie og institutioner af samme årsag.

Aarhus Stiftstidende har afsløret, hvordan Per Zeidler befandt sig ved et forsamlingshus i landsbyen Ammitsbøl, på samme tid som han ellers skulle have deltaget i et kommunalbestyrelsesmøde.

I lokalet fandt der angiveligt et sexorgie sted, hvor mænd mod betaling kunne have sex med to kvinder på henholdsvis 19 og 23 år.

Per Zeidler er tidligere medlem af Liberal Alliance, men forlod partiet for en måneds tid siden.

Det skete efter, at det var kommer frem, at han havde ubetalte regninger hos lokale erhvervsdrivende, og at han havde været på ferie under de afsluttende budgetforhandlinger.