Kan man stole på den socialdemokratiske miljøminister Magnus Heunickes udtalelser?  

Det sår en række mails – der viser stor faglig uenighed mellem regeringens embedsmænd – nu tvivl om, mener en forvaltningsekspert. 

12. januar tonede Magnus Heunicke frem i TV Avisen på DR og fortalte, at han havde fundet løsningen på et problem, Danmark har bakset med i 27 år.

Den bedste og billigste måde at sikre drikkevandet mod sprøjtegift er at indføre et forbud i områder med grundvand i stedet for at rense drikkevandet, påstod ministeren og henviste til en ny rapport fra sit embedsværk. 

Der var bare ét problem. 

Det, som Heunicke kaldte »den eneste rigtige vej« at gå, mente dele af embedsværket var direkte usagligt. 

Kritikken var så voldsom, at Fødevareministeriet en time før udgivelsen af rapporten meddelte, at det ikke længere ville være en del af rapporten på grund af dens »store faglige mangler.« 

Det kan B.T. i dag afsløre på baggrund af en række interne mails, der afdækker en konflikt mellem chefer i Miljøministeriet og Fødevareministeriet.

»Sagen rejser spørgsmålet, om der er nogle embedsmænd, der bliver spændt for en politisk vogn, når en så stor faglig uenighed slet ikke reflekteres i rapporten,« siger forvaltningsekspert Frederik Waage fra Syddansk Universitet og tilføjer:

»Det svækker tilliden til, at udmeldingerne fra miljøministeren er tilstrækkeligt fagligt funderede.«

I en række mails modsiger en kontorchef i Fødevareministeriet rapportens konklusioner og gav til sidst direkte besked på, at ministeriet ikke ville være en del af den, selv om ministeriet var del af den arbejdsgruppe, der var sat sammen for at lave rapporten.

Ifølge Fødevareministeriets kontorchef blev rapportens konklusion – at et forbud mod sprøjtegift økonomisk set var bedst – ikke understøttet fagligt.

»Vi vil gerne skrives helt ud af rapporten, hvis den offentliggøres i dag,« lød det i en mail fra kontorchefen til Miljøministeriet samme dag,  som Heunicke præsenterede rapporten.

Selv om miljøminister Magnus Heunicke kendte til den faglige uenighed, brugte han alligevel det økonomiske argument, da han udtalte sig om rapporten til DR og argumenterede for et forbud mod at sprøjte: 

»Nu har vi nogle meget, meget klare argumenter, også økonomiske argumenter for, hvorfor det er det eneste rigtige,« sagde Heunicke og gentog budskabet i TV Avisen. 

Men Heunickes påstand om det økonomiske blev altså direkte modsagt af Fødevareministeriets fagpersoner. 

På intet tidspunkt nævnte Magnus Heunicke, at et andet ministerium direkte havde taget afstand fra rapportens økonomiske konklusioner og havde bedt om at blive skrevet ud af den.

B.T. har spurgt miljøminister Magnus Heunicke (S), hvorvidt han havde kendskab til konflikten mellem de to ministerier – samt hvorfor han ikke oplyste om den faglige uenighed. 

Heunicke bekræfter, at han kendte til konflikten:

»Ja, der kom faglige bemærkninger fra andre ministerier, blandt andet Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri – det er helt normal praksis,« skriver han i et skriftligt svar og afviser kritikken fra Frederik Waage:  

»Det står fuldstændig klart i rapporten, hvem der har ansvaret for konklusionerne: det er Miljø- og Ligestillingsministeriet. De økonomiske antagelser, som konklusionerne bygger på, er lagt helt åbent frem i rapporten. Jeg har som minister ikke haft indflydelse på det faglige arbejde eller rapportens konklusioner.«

Forvaltningsekspert og professor ved SDU Frederik Waage kalder dog sagen alvorlig: 

»Det er et alvorligt problem, at rapporten slet ikke forholder sig til den meget hårde faglige kritik, der kommer fra Fødevareministeriets embedsmænd. De borgere, der bliver berørt af det her, i dette tilfælde landmændene, har jo en naturlig interesse i at vide, at der er et andet ministerium, der er lodret uenige med Miljøministeriet.«

Se mail-udvekslingen mellem Fødevareministeriet (FVM) og Miljøministeriet (MIM) her, som B.T. er kommet i besiddelse af: 

Efter B.T. tirsdag sendte spørgsmål til ministerierne om korrespondancen, er den også blevet offentliggjort på Folketingets hjemmeside og er blevet udleveret via aktindsigt.