I en spritny dokumentar fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at han under forløbet omkring Grønland har haft lyst til at bruge skældsord overfor USAs præsident, Donald Trump. Særligt ét har ligget lige på tungen.
Det afslører han i den nye dokumentar 'Udenrigsministeren', der kan ses fra onsdag morgen på TV 2 Play.

I dokumentaren vises et klip, hvor Donald Trump udtaler den efterhånden berømte sætning »I think we gonna get it - one way or another we gonna get it« om Grønland, der som bekendt er en del af det danske kongerige.
Lige efter bliver Lars Løkke Rasmussen spurgt, hvad han har lyst til at sige til Trumps udtalelse.
Han svarer følgende i dokumentaren:
»No f-ord way, ik...Men der er vi nødt til hele tiden at tænke på, hvor tung den handske er, vi slår med, og hvem slår sig mest. Er det dem, vi slår på, eller er det vores egen hånd, ik.«

Løkke: 'Er spændt'
Det er ikke kun Lars Løkke Rasmussens lyst til at bruge et hvis skældsord mod Donald Trump, der kommer frem i dokumentaren.
Som B.T. her til morgen har fortalt, så kalder Lars Løkke Rasmussen TV 2 for en »lorte-tv-station« og »den ringeste tv-station« i forbindelse med dækningen af sagen om Mike Fonseca, der er tidligere medlem af Moderaterne.
B.T. har både bedt Lars Løkke Rasmussen uddybe, hvorfor han har lyst til at sige, no fucking way til Donald Trump, når det gælder amerikansk overtagelse af Grønland?
Og hvorfor han kalder TV 2 en »lorte-tv-station« og »den ringeste tv-station«?
»Der er givetvis mange ting, jeg siger i den dokumentar, som man kan klippe ud af sin kontekst og holde drillende op imod mig. Det tager jeg med ophøjet ro,« lyder det i en mail fra udenrigsministeren til B.T.
»Jeg har ikke set dokumentaren endnu, men er da spændt på at gøre det, når den udkommer onsdag,« tilføjer han.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


