Lars Løkke Rasmussen havde planer om at lade folketingsmedlemmet Mike Fonseca forblive medlem af Moderaterne, selvom han - stik imod partiets adfærdskodeks - havde en kæreste på 15 år. 

Det fremgår af en spritny bog af journalist og chefredaktør på Frihedsbrevet, Mads Brügger. 

Bogen hedder 'Det koster et mandat' og udkommer onsdag.

Den bygger blandt andet på skjulte optagelser af samtaler med Lars Løkke Rasmussen og ledere af Moderaternes sekretariat, som Fonseca lavede i november 2023.

Mike Fonseca har overdraget lydoptagelser, sms'er samt mails til Mads Brügger.

Lars Løkke Rasmussen har ellers kaldt det »totalt uforeneligt med at være politiker i Moderaterne« at være kæreste med en 15 årig.

Løkke har derudover udtalt, at Fonsecas »opførsel ikke passer ind i Moderaterne, men egentlig heller ikke passer ind i dansk politik.«

Men det fremgår altså af en mail fra 16. november 2023, at Moderaterne alligevel var parate til at lade Fonseca fortsætte som en slags skyggemedlem af partiet.

Vel at mærke hvis Fonseca trak sig fra Folketinget.

Mailen er sendt fra partiets daværende partisekretær, Kirsten Munch Andersen. 

Her oplister hun, hvad partiet er parat til at tilbyde, hvis Fonseca siger ja til at overdrage sit mandat. 

Heriblandt:

»Mike fortsætter som medlem af Moderaterne. Der er tavshedspligt om denne aftale, som alle parter skal varetage.«

Foruden dette punkt bliver han blandt andet også tilbudt »den nødvendige hjælp til mediehåndtering« og »psykologbistand.«

Tirsdag kom det desuden frem i Frihedsbrevet, at Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne angiveligt havde forsøgt at købe sin nu tidligere partifælle Mike Fonseca ud af Folketinget.

Der var tale om knap 370.000 kroner, som sidstnævnte fik tilbudt mod at skulle trække sig fra Folketinget med øjeblikkelig virkning, så hans forhold til den dengang 15-årig pige ikke blev offentligt kendt.

Forslaget har vakt forargelse på Christiansborg - og flere eksperter har udtalt kritik.

Frihedsbrevet har forinden, bogen udkommer, foreholdt Løkke de nye afsløringer, som bogens 185 sider rummer.

I et skriftligt svar udtaler han til mediet:

»Mike Fonseca satte både sig selv og partiet i en forfærdelig vanskelig situation. Det forsøgte vi at håndtere proaktivt gennem flere samtaler med ham – hvor der nu bringes enkelte brudstykker. Det var en ganske usædvanlig situation, hvor vi prøvede at finde en løsning, der tog hensyn til både Mike og hans nærmeste og samtidig værnede om partiet. Af hensyn til alle parter havde jeg gerne set, at det var endt et andet sted«.