Liberal Alliance har fundet en ansøger, der gentagne gange har hyldet Hamas, blandt de godt 2.000 personer, der står til at få dansk statsborgerskab.

De godt 2.000 ansøgere skal ikke screenes, fordi de allerede var godkendt, inden lovforslaget om deres statsborgerskab bortfaldt ved valget.

Kvinden delte dette billede i november 2024. De grønne pandebånd er karakteristiske for Hamas' væbnede fløj: al-Qassam-brigaderne. I teksten håbes der på »præcision i deres skud«. Foto: Ansøgerens Facebook-profil

Til Folketingets åbningsdebat opfordrede Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, oppositionen til at råbe op, hvis man fandt en islamist blandt ansøgerne:

»Sig endelig til, hvis I opdager eller har kendskab til, at der står en islamist på lovforslaget,« lød det fra ordføreren.

Det fik LA til at sætte deres egen lille screening i gang, og nu mener formand Alex Vanopslagh, at de har fundet noget problematisk hos en af ansøgerne. 

Det drejer sig om en kvinde, der gentagne gange har delt opslag, der støtter terrorbevægelsen Hamas. Partiformanden opfordrer nu regeringen til at sætte tildeling af statsborgerskaber i bero.

I et opslag, kvinden har lagt op på Facebook, hyldes den afdøde Hamas-leder Yahya Sinwar med teksten: »Ikonet for denne generation og generationerne efter«.

»Uden at lave en fuldstændig håndfast konklusion, så må jeg sige, at jeg synes, det er ildevarslende, at man hylder en terrorist på den måde. Det har jeg svært ved at forene med at være borger i det danske folkestyre,« siger Alex Vanopslagh, der understreger, at statsborgerskab er en vigtig størrelse, som hverken skal tildeles eller afvises med løs hånd.

I et andet opslag har kvinden postet et billede af Hamas-soldater, der beder, med en tekst, der håber på »præcision i deres skud«.

Alex Vanopslagh oplyser, at LA har fundet otte opslag, der støtter Hamas, på kvindens profil. B.T. har gennemgået og verificeret opslagene. Om opslagene siger Vanopslagh:

»Når man gentagne gange hylder Hamas, så er det jo ikke tilfældigheder.«

Han opfordrer Indfødsretsudvalget til at undersøge, om ansøgeren er demokratisk indstillet.

»Den sidste udødelige scene. Ikonet for denne generation og generationerne efter«. Sådan lyder hyldesten til den afdøde Hamas-leder Yahya Sinwar, der regnes for hjernen bag 7. oktober-angrebet, som kostede omkring 1.200 mennesker livet. Opslaget viser en lænestol magen til den, Sinwar sad i, kort før han blev dræbt af israelske styrker. Kvinden postede opslaget i oktober 2024. Foto: Ansøgerens Facebook-profil

»LA ønsker ikke at give statsborgerskab til folk, der hylder Hamas, er homofobiske eller antisemitiske – eller ikke omfavner de grundlæggende værdier, vores grundlov og folkestyre bygger på,« siger Vanopslagh.

Mener du, at jeres fund kalder på en reaktion fra regeringen?

»Nu har vi jo gjort det arbejde, regeringen ikke gider at gøre. Det næste skridt er at sige: Vi sætter selvfølgelig statsborgerskaber i bero, indtil vi har en ordentlig screeningsmodel,« lyder det fra partilederen, der kritiserer regeringens tilgang:

»Jeg synes, Stoklunds opfordring til os viser en ligegyldighed: ‘Hvis I lige kan finde en islamist iblandt ansøgerne, så kan vi måske kigge på det’,« siger Vanopslagh og tilføjer:

»Nu har vi så kigget på det, og det burde give anledning til eftertanke hos regeringen.«

Om LA’s fund skriver Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund (S), i et skriftligt svar til B.T.:

»Hvis LA har fundet en problematisk person på lovforslaget, så synes jeg bestemt, at de skal gøre Udlændinge- og Integrationsministeriet og Indfødsretsudvalget opmærksom på problemerne med vedkommende, og så kan udvalget tage stilling til, hvad man vil gøre. Fx. indkalde ansøgeren til en samtale.«

B.T. har også forsøgt at komme i kontakt med ansøgeren, der har postet støtteerklæringerne til Hamas. Indtil videre er hun ikke vendt tilbage på vores henvendelser, men til Politiken siger hun:

»Jeg støtter ikke nogen, der dræber nogen. Fordi jeg ikke kan lide, at nogen dræber nogen, uanset om de er israelske, russiske eller noget andet.«

Politiken skriver, at kvinden bad dem om at tale med hendes datter, fordi hun ikke kan flydende dansk. Datteren, som også foretrækker at holde sit navn privat, forklarede til Politiken:

»Som jeg også kender min mor, deler hun bare alt på Facebook. Alt, som har noget med drab at gøre, og så læser hun ikke altid, om det har noget med Hamas at gøre.«

B.T. er bekendt med kvindens identitet.