Lyt til artiklen

Morten Messerschmidt forklarede fredag i retten, at han »tydeligt kunne huske« at det var Peter Skaarup, der tog initiativ til, at der skulle afholdes et EU-seminar på Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015.

Men da han for flere år siden blev afhørt af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet – bedre kendt som Bagmandspolitiet – så kunne han paradoksalt nok ikke huske det.

Anklageren læste op fra afhøringen, hvor Messerschmidt siger, at han ikke har en klar erindring om, hvor initiativet til det meget omtalte EU-seminar kom fra.

Det undrede anklageren hvorfor Messerschmidt pludselig mange år efter tydeligt kunne huske, at Peter Skaarup havde spurgt Messerschmidt om ikke det var en god idé med et EU-seminar, når han meget tidligere i forløbet ikke kunne huske det.

»Nu er vi jo længere væk fra forløbet,« sagde anklageren spørgende.

»Ja, men på mange måder meget tættere på,« startede Messerschmidt.

Han forklarede, at han i den seneste tid havde læst op på mange af sagens akter og hørt de nye lydfiler, og så var hans hukommelse blevet styrket.

»Når jeg hører lydfilen, så er det klart, at der er nogle ting, som falder på plads,« siger Messerschmidt.

Morten Messerschmidt afgiver vidneforklaring i Retten på Frederiksberg, hvor han er tiltalt for bedrageri med EUs midler i forbindelse med afholdelse af et sommergruppemøde for Dansk Folkeparti i 2015.

Morten Messerschmidt har modtaget tilskud fra EU på lige knap 99.000 kroner, som skulle finansiere et politisk seminar om EU som en del af sommergruppemødet.

Men ifølge anklagemyndigheden, så fandt der ikke et reelt EU-seminar sted. I stedet gik pengene blot til at finansiere Dansk Folkepartis sommergruppemøde.

Det bestrider Messerschmidt dog og fastholder, at der fandt et EU-seminar sted.

B.T. har taget kontakt til Peter Skaarup. Han er indkaldt som vidne i sagen og ønsker derfor ikke at udtale sig før han har afgivet forklaring i retten.