Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V), stopper efter denne valgperiode. I august meldte borgmesteren ud, at han ikke vil involvere sig i valget af sin efterfølger.

Nu gør han det alligevel – og giver en af sit partis store profiler den kolde skulder.

Eva Kjer Hansen – som har været minister flere gange og repræsenteret Venstre i Europa-Parlamentet – vil gerne være sit partis kandidat til borgmesterposten i Kolding ved næste års kommunalvalg, men det bliver uden Jørn Pedersens støtte.

Det melder den afgående borgmester ud over for JydskeVestkysten og TV Syd – på en måde, der ikke kan misforstås.

I stedet peger Jørn Pedersen på Venstres gruppeformand i Kolding Byråd, 43-årige Jakob Ville.

Dermed er der lagt op til en gyser af et kampvalg 8. oktober, hvor partiets medlemmer i Kolding skal vælge deres borgmesterkandidat.

»Jeg har kæmpe respekt for Eva og hendes indsats i Folketinget. Men jeg er ikke tilhænger af, at man flyver kendisser ind udefra,« siger Jørn Pedersen til JydskeVestkysten.

Han frygter, at det vil være demotiverende for de lokale talenter i partiet, hvis Eva Kjer Hansen bliver Venstres borgmesterkandidat.

Den afgående borgmester i Kolding vil ikke pege på Venstre-profilen Eva Kjer Hansen som sin afløser.
Den afgående borgmester i Kolding vil ikke pege på Venstre-profilen Eva Kjer Hansen som sin afløser. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg bakker op om én, der er forankret i lokalpolitik og har hjertet med i det. Hvorfor skulle man ellers knokle, hvis en anden plukker frugterne?« spørger Jørn Pedersen retorisk i et interview med TV Syd.

Over for lokalmedierne understreger Jørn Pedersen, at han ikke har noget personligt imod Eva Kjer Hansen, men vil bakke op om hendes kandidatur, hvis afstemningen blandt de omkring 500 medlemmer i Kolding falder ud til den tidligere ministers fordel.

Skulle medlemmerne i stedet pege på Jakob Ville, er Jørn Pedersen klar til at gå af før tid og overlade borgmesterkæden til partifællen fra byrådet før tid.

Eva Kjer Hansen er ikke den eneste store profil og tidligere minister, som drømmer om at blive Koldings næste borgmester.

Også tidligere udenrigsminister og SF-formand Villy Søvndal har meldt sig som kandidat.