Københavns Universitet vil ikke fortælle offentligheden, om der bliver indført disciplinære sanktioner over for de studerende, der saboterede et politisk arrangement med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). 

Det oplyser universitetet via deres pressetjeneste, som desuden oplyser, at man stadig er i gang med »at følge op på det pågældende arrangement«.

Tidligere har KU meldt ud, at man ville »undersøge mulige opfølgningsspor overfor de ansvarlige studerende«.

Tirsdag 28. maj var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til stede på Københavns Universitet, hvor han holdt oplæg om den politiske situation i Europa. 

Det skete også som et led i valgkampen op til Europa-Parlamentsvalget 9. juni 2024. 

Men alle de studerende, som var mødt op for at høre Lars Løkke Rasmussens oplæg, gik forgæves, da adskillige propalæstinensiske tiltvang sig adgang til oplægget og afbrød arrangementet med høje råb og larm. 

Dansk Folkepartis indenrigsordfører Mikkel Bjørn er meget uforstående overfor, at Københavns Universitet ikke vil oplyse, om de skrider til disciplinære sanktioner overfor eventuelt indblandede studerende. 

»Det er en billig ansvarsfralæggelse. Jeg frygter, at ledelsen på KU er meget berøringsangste overfor de studerende, som vi også så i forbindelse med besættelsen af universitetshaven,« siger han og fortsætter: 

»Hvis man for eksempel er kommende studerende på KU, så synes jeg det er relevant at vide, om man går ind til et studiemiljø, hvor man kan risikere, at forelæsninger og studier bliver afbrudt af råbende klima- eller propalæstinensiske demonstranter.«

Her skriver Københavns Universitet på X, at man vil se på eventuelle sanktioner.

Mikkel Bjørn forventer, at KUs ledelse iværksætter relevante disciplinære sanktioner overfor de studerende, som eventuelt foranledigede afbrydelsen.

»Hvis man går på en uddannelse, som samfundet oven i købet betaler for en, så synes jeg man skal bruge tiden på sine studier. Man har ikke ret til at ødelægge det for andre. Man må mene hvad man vil, men det må andre også,« siger han.

Mikkel Bjørn oplyser, at han nu vil stille spørgsmål til uddannelsesminister Christina Egelund, som er ansvarlig minister på området.

Egelund har selv tidligere udtalt i B.T.s podcast »Borgerlig Tabloid« om sagen. 

»Jeg synes, det skal have konsekvenser. Jeg synes ikke, at dem, der råber højest, skal have lov til at monopolisere debatten nogen steder. Heller ikke på universiteterne. Og derfor synes jeg det konkrete tilfælde med Løkke er fuldstændig uacceptabelt. Den type adfærd vil vi ikke have på universiteterne,« sagde hun. 

Alternativets politiske ordfører Sascha Faxe mener, at Københavns Universitet selv bør have lov til at håndtere det som hun kalder ufarlige manifestationer. 

»Aktivisme er vigtigt for at holde vores demokratier levende og vedkommende. Også det som har lidt kant. Hvadenten det er kartofler i gaderne, telte, lastbilblokader eller fastlimede aktivister,« siger hun og fortsætter:

»Så længe det er fredeligt og ikke ødelæggende, så er det afgørende for sammenhængskraften i vores land, at borgere kan udtrykke sig.«

Du kan høre uddannelsesminister Christina Egelund udtale sig om sagen her i Borgerlig Tabloid.

Podcast

Ministeren: propalæstinensisk uniprotest er ‘fuldstændig uacceptabel’, men…

Universiteterne er ved at blive en kampplads for holdninger i stedet for viden: Forelæsere går mere op i at lave et diverst pensum end det bedste pensum, pro-palæstinensiske demonstranter umuliggør debatter, og listen fortsætter. Christina Egelund er enig - et stykke hen af vejen. Derfor vil hun nu styrke den akademiske frihed. Men hvordan hænger dét sammen med, at Egelund støtter feministiske kvinde-forskningsprogrammer og skøre optagelseskriterier på CBS? Vi spørger ministeren.  Vært: Emilie Jäger, vært B.T. B.T.-medvært: Joachim B. Olsen, politisk kommentator på B.T.  Gæst: Christina Egelund, uddannelses- og forskningsminister (M) Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Alex Brøndbjerg og Maria Asmine Dam Programansvarlig: Astrid Johanne Høg Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra debatredaktør Astrid Johanne Høg - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke