'Hver eneste skridt fremad har været ledsaget af tårer.'
Sådan skriver kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) på Instagram, hvor hun ærligt fortæller om, hvordan hun har forberedt sig til at møde op til Dronningens nytårstaffel.
Onsdag, hvor taflet finder sted, er nemlig hendes første dag tilbage i jobbet, efter hun de seneste måneder har holdt orlov.
I oktober fik hun den ubærlige og hårde besked, at hendes endnu ufødte datter - Sarah - var død i hendes voksende mave. Med mindre end en måned til termin og uden et eneste tegn på, at noget var ved at gå galt. Alligevel gjorde det desværre det.
'Det er jo en kæmpe begivenhed, og jeg ser frem til at deltage og dermed vise Majestæten og mit hjemland den fortjente respekt. Indeni mit hoved er det blevet til en slags påmønstring. 'Melder klar til tjeneste',' skriver hun i opslaget og fortsætter:
'Men samtidig står der i alle pjecerne, at det er helt naturligt, at man græder første gang, man er tilbage på arbejde efter at have mistet. Og jeg må da også indrømme, at hver eneste skridt fremad har været ledsaget af tårer.'
Så hvordan bliver man klar til at tage til bal hos Dronningen, spørger hun retorisk?
Med de skrammer og ar, som livet har givet én?
'Mit svar har været to fantastiske kvinder, der begge har brugt deres håndværk på at få mig klar til Dronningen og stadig føle mig som mig,' skriver hun i opslaget.
Den ene af de to kvinder er Joy Mogensens egen mor, der er uddannet skrædder.
'Hun stod endda i lære i den forretning, hvor prinsesserne fik syet tøj i 60’erne, så socialdemokraten i mig smiler ved, at hendes datter nu skal til bal på slottet. Men som i gennem hele mit liv, når noget var svært, har hun støvet mig (og mine ekstra efterfødselskilo af) og frembragt en rigtig hof-kjole, der hjælper mig til at ranke ryggen og huske håbet,' skriver ministeren.
Den anden kvinde er frisøren Lene, som åbnede sig salon kun for Joy Mogensen denne onsdag.
'Så hun stille og roligt kunne pusle mit hår og make-up på plads og sniksnakke enhver bekymring ud af mit sind, så jeg nu bare sidder afslappet og glad og klar til hvad der nu måtte komme,' skriver Joy Mogensen.
Det var i midten af december, det blev meldt ud, at hun fra den 1. januar ville vende tilbage som kultur- og kirkeminister.
'Det er svært at finde ud af, hvornår det rigtige tidspunkt for at komme tilbage på arbejde er, og det er meget individuelt, hvornår man er klar,' skrev hun i den forbindelse på Facebook og tilføjede:
'Men for mig er det rigtigt at komme tilbage nu. Det er lige så stille begyndt at krible i mig for at komme i gang igen. Og de sidste uger er jeg begyndt at forberede mig på den vigtige opgave, det er at skabe et mere aktivt og deltagende Danmark.'