Færre regler i ældreplejen er ikke nok, mener Ældresagen, der onsdag mødes med ældreminister Thyra Frank.

København. Færre vikarer i dagtimerne, bedre bemanding om natten og sanktioner over for kommuner, som ikke yder en værdig ældrepleje.

Der er fortsat masser at komme efter, trods dagens nyhed om at en taskforce skal rydde unødvendige regler og krav om dokumentation af vejen.

Det mener Bjarne Hastrup, direktør i Ældresagen, som dog glæder sig over dagens aftale mellem ældreminister Thyra Frank (LA) og Kommunernes Landsforening (KL).

- Man må jo tænke på, at det er hjælpeløse ældre, der befinder sig på plejehjemmene, siger han.

Bjarne Hastrup håber, at de midler, som måtte blive i overskud, når taskforcens arbejde er ovre i efteråret 2017, går direkte til at ansætte flere i ældreplejen.

- Men det er overhovedet ikke nok. Vi ved, at der skal flere ressourcer til.

- Tag bare nattevagterne, der skal passe 25 ældre på en gang - det kan man ikke. Især fordi vi ved, at beboere på plejehjem typisk er demente, som vender op og ned på dag og nat, siger direktøren.

Det ønske samt flere andre tager Ældresagen derfor med onsdag, når de er inviteret til møde i Ældreministeriet.

Thyra Frank vil som et led i arbejdet med at fjerne de unødvendige regler og dokumentationskrav rejse rundt til plejehjem og kommuner for at få input.

Arbejdet kan ikke løses fra et skrivebord i ministeriet, betoner ministeren i en pressemeddelelse efter mødet med KL:

- Vi skal stole mere på medarbejderne i ældreplejen og give dem større frihed i arbejdet.

- Og hvis vi skal have løsnet nogle af de snærende bånd, som i dag begrænser medarbejderne i at yde omsorg og pleje til de ældre, har vi brug for deres bidrag.

/ritzau/