Lyt til artiklen

Chauffører, sygeplejersker og konfirmander bliver ramt af afskaffelsen af store bededag. Men har du hørt om frimærkerne?

Formentligt ikke, men langt nede i de over 50 høringssvar, der blev offentliggjort onsdag, gemmer der sig en advarsel.

En konsekvens kan nemlig være, at prisen på frimærker stiger. Sådan lyder det fra HK Post & Kommunikation, der i et høringssvar udpeger en særlig problematik for PostNord Danmark.

»Der er kun to muligheder. Enten skal prisen på et frimærke stige. Eller at staten dækker underskuddet,« uddyber klubformand Eigil Johannesen overfor B.T.

I Danmark er det fastsat ved lov, hvilke dage, PostNord Danmark skal køre breve og pakker ud. Hvis de blå biler skal startes store bededag, er det kun en merudgift, påpeger han:

»PostNord i Danmark skal bogstaveligt talt tænde for strømmen på maskinerne, og bilerne skal ud at køre. Og så får medarbejderne jo løn. Det er jo en merudgift, som virksomheden ikke har nogen fordel af. Det er en merudgift, der ikke bliver dækket af en merindtægt, som det ville give i andre virksomheder,« siger Eigil Johannesen.

I dag koster det 12 kroner at sende et almindeligt brev på op til 50 gram.

Hvor meget skal prisen på et frimærke hæves?

»Det har jeg ikke forudsætningerne for at regne efter. Men det er jo lovgivningsbestemt, at hvis prisen skal hæves, skal den hæves med minimum 25 øre,« siger Eigil Johannesen.

Men kan PostNord Danmark så ikke bare bruge den ekstra dag på at få pakkerne hurtigere ud til danskerne?

»Det ville i give fald kun være den pågældende dag. Så nej, det tror jeg ikke. I hvert fald ikke sammenlignet med, hvad meromkostningen vil være.«

Kan PostNord Danmark så ikke bare vælge at sprede det ud og beslutte, at så kører man lidt mindre de andre dage, så det bliver samme mængde benzin?

»Nej, for som udgangspunkt skal pakkerne og brevene frem fra dag til dag. Så derfor er det enten fuld produktion eller ingen produktion, fordi der er servicemål om, hvad der er lovpligtigt på hverdage. Der er ikke den store kommercielle værdi i det, for der bliver ikke sendt flere breve og pakker.«

En lang række af de mange høringssvar om afskaffelsen af store bededag indeholder, som B.T. onsdag kunne fortælle, en hård kritik af den korte høringsfrist.

Regeringen har nemlig kun sat syv dage af til fristen, selvom regeringen selv har en ambition om at give fire ugers frist.

Den korte høringsfrist er dog ikke så stort et problem, mener Eigil Johannesen.

»Der må jeg nok tilstå, der er jeg i den gruppe der siger, så er det her trods alt ikke mere avanceret. Selv jeg kunne nå at læse det igennem og forstå det.

Transportministeriet bekræfter overfor B.T., at når store bededag bliver en normal hverdag, så skal posten ifølge loven deles ud.

Transportminister Thomas Danielsen (V) svarer dog ikke på, om regeringen vil kompensere PostNord Danmark eller være klar til højere frimærkepriser.