Nu melder endnu en markant Venstre-stemme sig på banen med hård kritik af regeringens afskaffelse af store bededag.

I Jyllands-Posten undrer Christian Mejdahl sig meget over SVM-regeringens håndtering af sagen. Og han bringer endda et ord op, som man ellers kun har hørt kritisk brugt i forhold til statsminister Mette Frederiksen.

»Det er en alvorlig forsømmelse, at man ikke har inddraget kirken. Førhen har man hørt ordet 'magtfuldkommenhed'. Det kunne jo dukke op igen,« siger Christian Mejdahl, der sad i Folketingen fra 1987 til 2007, hvoraf de sidste fire år var som formand.

Han mener, at regeringen er på vej ud det samme sidespor, som Mette Frederiksen – ifølge ham – kørte på, da hun sad som boss for en etpartiregering.

Søndag var en anden Venstre-veteran, Birthe Rønn Hornbech, også ude med riven efter sit tidligere parti, som hun har valgt at sige farvel til efter 48 års medlemskab.

»Vi har i Venstre skældt Mette Frederiksen ud for at være magtfuldkommen, men nu har vi fået en endnu mere magtfuldkommen regering,« sagde hun til B.T.

Hun er rystet over, at Venstres formand, Jakob Ellemann, er gået med til at sløjfe store bededag uden folkelig debat med inddragelse af andre.

»Jeg havde håbet på, at Venstre ville være et alternativ til Mette Frederiksen, så det ville være slut med den magtfuldkommenhed, og det kommer helt bag på mig, at man vil forsøge at trumfe et dekret, som er så uliberalt, når vi altid er gået ind for den danske model og for frihed for arbejdsmarkedet,« sagde hun.