Den lille fremgang for Socialdemokraterne i december er afløst af tilbagegang i årets første meningsmåling fra Gallup. Vi kæmper videre, lyder det fra partiet.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) formåede ikke at rykke ved Socialdemokraternes dårlige meningsmålinger med sin nytårstale.

I årets første politiske indeks, som Gallup har udarbejdet for Berlingske, går partiet nemlig tilbage fra 23,1 til 20,5 procent, og dermed er den lille fremgang fra december standset.

- 20 procent for os socialdemokrater er for lavt et niveau, så vi må fortsætte kursen med at arbejde benhårdt hver eneste dag for at få skabt arbejdspladser og få trukket Danmark fri af krisen, siger politisk ordfører Magnus Heunicke (S).

I december gik regeringspartiet frem fra 19,8 procent i november til 23,1 procent - den største fremgang i flere måneder, hvor partiet har haft historisk lav vælgertilslutning.

- Vi kan se på målingerne, at det går op og ned i øjeblikket for os på et for lavt niveau, men det er muligt for os at få fremgang, og det skal vi kæmpe for, understreger Heunicke.

Også Venstre går tilbage i indekset. Men selvom partiet for første gang er under 30 procents tilslutning, nemlig 29,9 procent fra decembers 32,1 procent, er det blå flertal med Dansk Folkeparti, de Konservative og Liberal Alliance stadig i hus.

Hvis der var valg i dag, ville regeringen med sit støtteparti få 82 mandater, mens oppositionen ville stå til 93 mandater, viser indekset. Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V), lader sig ikke slå ud af få procents tilbagegang.

- Jeg er rigtig glad for den store opbakning, der er til Venstre. Vi ligger massivt over valgresultatet fra sidst, og hvis det her står til troende, er der mulighed for at få en ny regering i Danmark, siger hun.

I målingen får Dansk Folkeparti opbakning fra 14,5 procent af vælgerne - det er 1,2 procentpoint flere end i december. Også Enhedslisten går frem med 1,7 procentpoint og får nu opbakning fra 10,2 procent af vælgerne.

SF ligger næsten stille siden december med 6,2 procent af stemmerne, mens de Radikale går frem med 1,2 procentpoint til 9,9 procent. Liberal Alliance ligger stabilt med omkring 4,5 procent.