Regeringen og DF vil nu kræve, at man har opholdt sig i Danmark i syv ud af 12 år for at kunne få dagpenge.

Opholdskravet til dagpenge er uretfærdigt, unødvendigt og umuligt at administrere. Også selv om regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at bløde kravet op.

Sådan lyder udmeldingen fra Danske A-Kasser, efter at regeringen og DF torsdag har meldt ud, at de justerer et omstridt forslag om opholdskrav for dagpenge efter massiv kritik.

I første omgang lød forslaget, at man skulle have opholdt sig i Danmark eller EU i 7 ud af de seneste 8 år. Det bliver i stedet 7 ud af 12 år, er meldingen.

Dermed vil færre blive ramt af kravet, medgiver Danske A-Kasser. Men det ændrer ikke på, at opholdskravet efter brancheorganisationens mening slet ikke burde vedtages.

- I stedet for at lave semiløsninger og komme med et plaster på et stort blødende sår, så burde de droppe opholdskravet fuldstændig, udtaler Danske A-Kassers formand, Torben Poulsen, i en pressemeddelelse.

- Selv efter ændringsforslaget vil mange medlemmer, der har betalt til a-kassen i årevis, blive straffet, fordi de er rejst ud i verden for at få viden og kompetencer.

- Derfor er opholdskravet stadig en virkelig dårlig idé, mener formanden for Danske A-Kasser.

Samme holdning har 3F's A-Kasse.

- I 3F kan vi hverken kalde denne ændring for en hel eller halv sejr. For det er 100 procent uspiseligt at indføre opholdskrav for at få ret til dagpenge, siger Eva Obdrup, forretningsfører i 3F's A-kasse, i en pressemeddelelse.

Ingeniørforeningen (IDA) kalder opblødningen for et skridt i den rigtige retning. Men foreningen mener ligesom den øvrige fagbevægelse, at opholdskravet burde droppes helt.

- Retten til dagpenge er afgørende for, hvorvidt mange af vores medlemmer kaster sig ud i arbejdsmarkedet uden for Danmarks grænser, siger Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA, i en kommentar.

- I en globaliseret verden er det uhyre vigtigt, at vi ikke lukker os om os selv, mener hun.

Regeringen og Dansk Folkeparti vil indføre opholdskravet for at begrænse udlændinges adgang til dagpenge. Besparelserne skal bruges til at finansiere skattelettelser, som partierne blev enige om tidligere på året.

/ritzau/