21.000 sager om statsborgerskab er blevet gennemgået, og 83 personer kan have fortiet kriminel baggrund.

En række nye danskere risikerer at miste deres danske statsborgerskab, fordi de kan havet fortiet kriminalitet i ansøgningen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har gennemgået over 21.000 tildelinger af dansk statsborgerskab tilbage fra 2014.

I 83 tilfælde er der mistanke om, at personerne uretmæssigt har fået dansk statsborgerskab ved fortielse af kriminelle handlinger.

Det skriver Politiken.

Sagerne skal nu afklares yderligere, og 18 sager er allerede sendt videre til politiet, oplyser ministeriet til Folketinget ifølge Politiken.

Det er en politisk aftale mellem Venstre, Liberal Alliance, De Konservative, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som er årsag til, at de 21.000 sager er blevet gennemgået.

I forbindelse med undersøgelsen er der blevet indhentet oplysninger fra andre myndigheder i form af opslag i Kriminalregisteret og i Det Centrale Personregister (CPR) for samtlige personer.

I forbindelse med aftalen, som blev indgået sidste år, blev det også aftalt, at ministeriet fremover, to år efter at personer har fået statsborgerskab, systematisk skal vurdere, om der er grundlag for at indlede inddragelsessager på det grundlag.

/ritzau/