»Vi har vundet krigen. Amerika har tabt,« siger Haji Hekma roligt over en kop grøn te.

USAs præsident, Joe Biden, har besluttet at trække amerikanske soldater ud af Afghanistan 11. september efter 20 år, og de allierede, herunder Danmark, følger trop.

Iført sort turban taler Talebans skyggeborgmester i i Balkh-distriktet, 30 minutter nord for Mazar-e-Sharif, Haji Hekma, med bbc.com.

»Vi er klar til hvad som helst. Vi er forberedt på fred, men vi er også forberedt på jihad, hellig krig. Vi ønsker en islamisk regering og sharialov i landet. Og vi bliver ved med at kæmpe, til vi får vores vilje,« siger han.

Afghanske sikkerhedsstyrker tjekker folk ved et checkpoint i Helmand-provinsen i april 2021. EPA/WATAN YAR
Afghanske sikkerhedsstyrker tjekker folk ved et checkpoint i Helmand-provinsen i april 2021. EPA/WATAN YAR Foto: WATAN YAR
Vis mere

Har han ret? Spørgsmålet trænger sig på, nu, hvor tilbagetrækningen er besluttet.

Danmarks facitliste er forstemmende: 19.199 danske soldater har kæmpet i Afghanistan, 214 er blevet såret, og 43 er kommet hjem i kister. Den mest dødbringende mission, Danmark har deltaget i.

»Jeg var fyldt med forskellige følelser, da vi godkendte tilbagetrækningen i Udenrigspolitisk Nævn i onsdags. Det næste halve år bliver afgørende. Vi skal prøve at fastholde den nuværende kurs,« siger det konservative folketingsmedlem Marcus Knuth, der har været soldat i Afghanistan fra 2008-09 og diplomat i landet fra 2009-12.

»Da Taleban havde magten i landet, var det et rædselsregime, hvor der hang lig i lygtepælene, mænd blev pryglet på gaden, hvis deres skæg ikke var langt nok, og kvinder blev henrettet på fodboldstadions, hvis de for eksempel havde en kæreste. Jeg har mistet gode kammerater. Har det været det værd? Det er et spørgsmål, jeg vil stille mig selv resten af livet. Men alternativet var værre. Al Qaeda er en kræftsvulst, og det er Islamisk Stat også,« tilføjer han.

Marcus Knuth på patrulje i majsmarkerne i Helmand-provinsen. Om foråret er afgrøden valmuer. Privatfoto
Marcus Knuth på patrulje i majsmarkerne i Helmand-provinsen. Om foråret er afgrøden valmuer. Privatfoto
Vis mere

René Pamperin, der var major i Helmand-provinsen i Afghanistan fra 2006-07, siger:

»Havde jeg vidst, at jeg skulle have PTSD (posttraumatisk stressyndrom, red.) resten af livet, var det det ikke værd.«

»Jeg synes, vi gjorde en forskel, og vi fik nedkæmpet Al Qaeda. Men Taleban kan finde på at gå ind til en familie og sige: ‘Jeres søn skal være selvmordsbomber. Så får I 100 dollar. Hvis I siger nej, tager vi ham alligevel’,« siger René Pamperin.

Claus Stenberg, veteran fra Balkan og medstifter af Veteranalliancen, siger:

»Vi har mistet 43 unge mennesker, og tusindvis har PTSD, og hvad fik vi for det? Om et år eller fem er Afghanistan måske igen en terrorrede. Der var færre hovedafhugninger på torvet, da vi kom ind i landet, og Taleban har lidt store tab. Men vi har været skødehund for USA, og måske for ukritiske.«

Taleban ser ikke sig selv som en oprørsgruppe, men som en kommende regering. De kalder sig selv ‘Afghanistans Islamiske Emirat’, det navn, de havde, da de i 1996 tog magten i Afghanistan.

Dengang lukkede de skoler og uddannelsesinstitutioner, kvinder fik forbud mod at arbejde og uddanne sig og skulle bære burka. Musik, internet og tv blev forbudt, og mændene fik påbud om at lade skægget gro. Stening, henrettelse og afhugning af lemmer blev indført som straffe for henholdsvis utroskab, mord og berigelsesforbrydelser.

Talebans religiøse diktatur blev væltet i december 2001 af vestlige styrkers krig mod terror og jagt på Al Qaeda og terrorgruppens leder, Osama bin Laden, efter angrebet på World Trade Center måneden før.

Marcus og Markus. To danske soldater på vej på patrulje fra patruljebasen Armadillo i januar 2009. Privatfoto 
Marcus og Markus. To danske soldater på vej på patrulje fra patruljebasen Armadillo i januar 2009. Privatfoto 
Vis mere

Marcus Knuth blev fyret fra Lehman Brothers i London under finanskrisen i 2008 og besluttede at skifte den nålestribede habit ud med uniform.

»Krigen i Afghanistan var på sit højeste, jeg var reserveofficer og ville gerne hjælpe. Jeg bad selv om at komme ud i en patruljebase, hvor vi kun var otte vestlige soldater. Vi boede i en lerhytte, og hver dag patruljerede vi i området, og gik ikke på vejene for at undgå vejsidebomber.«

»Det var som nat og dag. Det var et kæmpe chok. Vejsidebomber er den største frygt. Efter tre uger mistede vi vores britiske sygehjælper, der blev sprængt i luften af en mine. Han var 29 år og havde kone og to små døtre derhjemme. Det er forfærdeligt. Jeg har været i ildkamp en håndfuld gange, hvor kuglerne piskede om ørerne på mig. Jeg var så bange, at ord ikke kan beskrive det.«

»Jeg er kritisk over for USAs timing. Der skulle være forhandlinger med Taleban om nogle uger. Og når USA så meddeler, at de trækker sig ud til september, så gider Taleban selvfølgelig ikke komme. Vi har brugt 20 år på at genopbygge landet. Men hvis Taleban om et år kører rundt i Kabul i humwees, de har hugget fra amerikanerne, så har det ikke været nogen succes,« siger Marcus Knuth.

Taleban slår også ned på lokale, der samarbejder med de allierede styrker. Marcus Knuth samarbejdede med en lokal stammehøvding, Abdul Khaliq, om flere projekter, især den lokale skole.

Marcus Knuth og Abdul Khaliq, den stammeældre, han arbejdede tæt med som soldat i 2008/09 i Helmand-provinsen – og som blev dræbt af Taleban. Privatfoto
Marcus Knuth og Abdul Khaliq, den stammeældre, han arbejdede tæt med som soldat i 2008/09 i Helmand-provinsen – og som blev dræbt af Taleban. Privatfoto
Vis mere

»Men da jeg kun havde et par uger tilbage af min udstationering, blev Abdul en nat fanget af en lokal Taleban-milits og næste morgen henrettet for at samarbejde med de ‘vantro’ danskere. Den dag glemmer jeg aldrig.«

»Det var svært for mig at miste min bedste lokale samarbejdspartner, og mordet på Abdul resulterede i, at mange lokale landsbyældre ikke længere turde samarbejde med os. Mordet på Abdul viser, hvor let Taleban kunne terrorisere de lokale landsbyer og nedbryde de fremskridt, vi danskere havde opnået.«

René Pamperin er førtidspensionist og lider af PTSD. Han har opbygget Veteranhaven i Slots Bjergby, hvor veteraner kan slappe af.

»Jeg blev skilt, efter jeg vendte hjem og er blevet gift igen. Jeg har mareridt og er nervøs for høje lyde. Lugten af flæskesteg får mig til at tænke på brændt kød.«

René Pamperin i aktion i Afghanistan. Privatfoto
René Pamperin i aktion i Afghanistan. Privatfoto
Vis mere

»Min søn har også været i Afghanistan, på hold 7, og det var selvfølgelig ekstra belastende for mig, der ved, hvordan der er i Helmand-provisen.«

Claus Stenberg mener ikke, staten og især kommunerne gør nok for de hjemvendte veteraner:

»Nogle har svært ved at finde en bolig og oplever, at de kommer bag i køen, hvor flygtninge skal have en bolig først. En del bor i skoven, flere nu end dengang, Jyllands-Posten skrev om det i 2009,« siger han.

»Men Jyllands-Postens artikler medvirkede til, at vi fik en veteranpolitik i 2010. Mange ting er blevet bedre, men vi har stadig berøringsangst i forhold til de hårdest ramte veteraner, som isolerer sig og ikke selv opsøger de tilbud, som findes til veteraner. Dem har vi også pligt til at hjælpe. Måske endda mere og før så mange andre.«

Amerikanske marinesoldater i Helmand-provinsen i juli 2009.(Photo by MANPREET ROMANA / AFP)
Amerikanske marinesoldater i Helmand-provinsen i juli 2009.(Photo by MANPREET ROMANA / AFP) Foto: MANPREET ROMANA
Vis mere

»Der burde være moms på krig. Vi har brugt milliarder om året på at slås i Afghanistan. Så burde der afsættes 250 millioner om året til at hjælpe veteranerne,« siger Claus Stenberg.

I Afghanistan vejrer Taleban morgenluft:

»Det er jihad. Vi gør det ikke for selv at få magt, men for Allah og hans lov. Vi vil bringe sharia til dette land. Og bekrige dem, der prøver at forhindre det,« siger Haji Hekmat.

Andre læser også