Det er ikke noget kortfattet farvel, Søren Pind kort før aftentid tirsdag har leveret i Berlingske, da han offentliggjorde sit øjeblikkelige farvel til dansk politik.
Den største nyhed var selvfølgelig, at han stopper, hvilket han begrunder med ’manglende energi’. Men her stopper strømmen af nyheder ikke i det lange interview, hvor Pind selv byder på flere artige afsløringer – eller i det mindste bekræftelser.
Her følger fire af dem:
- Ja, Søren Pind var i spil som direktør for Det Kongelige Teater. Stillingen var ledig, han søgte den, men tabte den til Kasper Holten.
»Det er en udfordring, jeg mener, ville være fantastisk i forhold til den måde, jeg har diskuteret dannelse og betydningen af kultur. Det er en undervurderet institution, som har brug for nogen til at forsvare dens relevans i det 21. århundrede. Derfor søgte jeg.« - Formandsopgøret i 2014, hvor Løkke overlevede og dannede et nyt partnerskab med Kristian Jensen, ramte ham hårdt. Søren Pinds egen analyse er, at magtstrukturerne blev låst efter det - og måske dermed også hans egne muligheder.
»Udsigten til at få et sjette, et syvende, et ottende ministerium, synes jeg, egentlig ikke lige var dét, jeg har lyst til at bruge min tilværelse på.« - Søren Pind havde formandsdrømme. Endda i en sådan grad, at han føler sig ret sikker på, at han havde stillet op i 2011, hvis Lars Løkke var gået af dengang.
»Det havde jeg da gjort, og det var der da også tiltag til. Men det var dengang. Alt handler om timing.« - Pind frygtede at blive verfet ud af Venstre i slut-00’erne. Sådan for alvor. Sammen med 12 andre Venstre-folk var de kommet med et bud på et mere liberalistisk Venstre, men Anders Fogh slog hårdt ned på det. Som hammer brugte den tidligere statsminister blandt andet Claus Hjort Frederiksen, som Søren Pind på vej i bil til et landsmøde i radioen kunne høre sige: 'Søren Pind burde holde sin kæft'.
»Jeg sad i bilen med min lille dreng på bagsædet, og han begyndte at græde, kan jeg huske. Det var reelt derfor, jeg gik ind i Propeople, fordi jeg ikke vidste, om jeg fik lov at blive i Venstre. Det var modbydeligt. Personligt er dét det værste, jeg har oplevet.«
