Lasse Frimand Jensen bliver Socialdemokratiets spidskandidat i Aalborg og vil blive indsat som borgmester

Lasse Frimand Jensen kan inden længe iføre sig de gyldne borgmesterkæder i Aalborg.

Tirsdag aften blev det 37-årige byrådsmedlem valgt som Socialdemokratiets spidskandidat i Aalborg Kommune ved næste kommunalvalg, der skal afholdes i 2025.

Da Aalborg Kommune lige nu formelt er uden borgmester efter Thomas Kastrup-Larsens afgang, kommer Lasse Frimand Jensen på det næste byrådsmøde i kommunen til at blive indsat som borgmester.

Lasse Frimand Jensen, der er søn af tidligere overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen, vandt et kampvalg om at blive spidskandidat, hvor han var oppe imod tidligere minister Flemming Møller Mortensen.

70 procent af de stemmeberettigede medlemmer af Socialdemokratiet i Aalborg stemte til valget om spidskandidaturet. Lasse Frimand Jensen fik 366 stemmer, mens Flemming Møller Mortensen fik 307. Fem stemte blankt.

Der skal skiftes ud på borgmesterposten i Aalborg Kommune, efter at Thomas Kastrup-Larsen (S) forlod posten ved udgangen af juni.

Han overtog borgmesterposten i 2014 og meddelte i slutningen af marts i år, at han ikke ville genopstille ved kommunalvalget i 2025.

I første omgang var det planen, at Kastrup-Larsen ville træde tilbage 31. juli, men efter at have fået et direktørjob på Professionshøjskolen UCN blev hans sidste dag som borgmester i stedet 31. maj.

Siden har Helle Frederiksen (S), der er viceborgmester i kommunen, fungeret som borgmester.

Lasse Frimand Jensen har været medlem af byrådet i Aalborg Kommune siden 2017. Siden 2015 har han arbejdet i virksomheden International House North Denmark. Han har desuden en master i Development and International Relations fra Aalborg Universitet.

/ritzau/