29 af de udlændinge, der netop har fået grønt lys til et dansk statsborgerskab og nu blot mangler at overstå en grundlovsceremoni, har fået bøder for at begå noget strafbart.

Det kan B.T. i dag afsløre på baggrund af et dokument afgivet i forbindelse med lovbehandlingen af statsborgerskabsansøgerne. 

Det er vidt forskellige former for kriminelle handlinger, de har begået. 

Det drejer sig om alt fra tyverier, besiddelse af ulovlige stoffer, brud på knivloven, dokumentfalskneri, sort arbejde og spirituskørsel til et enkelt tilfælde af blufærdighedskrænkelse. 

Det er nemlig sådan, at udlændinge, der straffes med en bøde af en vis størrelse, kan nøjes med en karantæneperiode, inden de på lige fod med andre kan ansøge om et dansk statsborgerskab.  

Havde de derimod fået fængselsdomme, var de - som udgangspunkt - bandlyst for evigt fra dansk statsborgerskab. 

'Brug for skrappere regler'
Derfor mener Dansk Folkeparti, at reglerne på området er for slappe. 

»Vi mener, at der skal være skrappere regler, så kriminelle udlændinge ikke kan få dansk statsborgerskab, når de har fået en bøde,« siger Mikkel Bjørn, der er udlændingeordfører for Dansk Folkeparti og formand for Folketingets Indfødsretsudvalg.

Han henviser til, at det er en normal betingelse for at blive optaget på Politiskolen, at man blandt andet ikke har en dom for butikstyveri, spirituskørsel og overtrædelse af narkotikalovgivningen.

Præcis, hvad flere af de snart kommende danske statsborgere er dømt for. 

»Jeg undrer mig meget over, at det ikke gælder, når det handler om at få noget så ærefuldt som et dansk statsborgerskab,« siger han.

Men er det ikke at gå i små sko at udelukke en udlænding fra dansk statsborgerskab, hvis personen er dømt en bøde for at have stjålet noget i et supermarked for mange år siden?

»Jeg mener, at man bør stille særligt høje forventninger til gæster, der gerne vil være statsborgere her i Danmark,« siger han.