»Først bliver jeg ked af det og skuffet. Jeg synes, det er mega ærgerligt, at man ikke kan udtrykke sig politisk, uden folk føler ret til at begå hærværk.«
Sådan beskriver Louise Theilade Thomsen de følelser og tanker, der fór igennem hende, da hun fredag modtog et kedeligt opkald fra sin bror.
Han havde forinden konstateret, at hans bil, som søsteren bruger som kampagnebil frem mod kommunalvalget, hvor hun stiller op til Københavns Borgerrepræsentationen for Venstre, havde fået en ridse.
En meget lang ridse fra den ene ende til den anden. Tværs over den 25-årige Venstre-kandidats ansigt.

Netop på grund af ridsens længde mener Louise Theilade Thomsen ikke, der kan være tale om et uheld.
Og hun er da også af den klare overbevisning, at hærværket må være politisk motiveret.
»Det er ikke, fordi jeg ikke havde set det komme. Forstået på den måde, at jeg ved, det er sket for mange før mig,« siger hun og henviser til, at det også skete for hendes partikollega under forrige kommunalvalg.
Her oplevede daværende medlem af Københavns Borgerrepræsentation Caroline Stage at få ødelagt omtrent 500 af sine valgplakater.
Og efterfølgende viste en rundspørge, som Ritzau stod bag, at hver femte kandidat til kommunalvalget i 2017 havde oplevet hærværk mod deres valgplakater.
Både erfaring og det faktum, at broderens bil altid tidligere har kunnet stå uforstyrret på Tornestykket i Vanløse, overbeviser Louise Theilade Thomsen om, at hærværket altså har noget at gøre med hendes politik.
»Jeg synes, det er vildt udemokratisk.«
»Og så er jeg bange for, at det er sådan noget, der afholder andre fra at stille op og tage del i den politiske debat,« siger hun.

Skønt episoden ærgrer den unge kandidat, afskrækker den hende ikke fra at fortsætte sin valgkamp.
Også selvom hun godt kan frygte, at hendes valgplakater kommer til at tage nogle tæsk.
»Nu har jeg nærmest bare endnu mere blod på tanden. Ingen skal forhindre mig i at stille op.«
»Så selvom det er ærgerligt, er jeg kampkar,« lyder det fra Venstre-kandidaten, der håber, at hun ved at stå frem kan sætte fokus på problemet.


